Hun svinger grinende tilbage, og han skubber hende væk på ny. Gyngens metalkæder knirker, mens leddene skærer mod hinanden. Hun ryger højt op i vejret, går næsten i kredsløb, og daler så igen, tilbage i hans arme, for at han kan skubbe til hende igen. Det er legen. Det er reglerne. Det er sådan, man gynger. Hun stiger igen, stiger mod himlen, der er farvet rød af den nedgående sol. Luften fanger sig ind i hendes kjole, og hun mærker vinden strømme gennem sine leggins for at puste på hendes ben. Hvis hun lukkede øjnene nu, ville hun blive svimmel. Hun lukker øjnene.
Mens han sidder i græsset og betragter, skuer ud over søen, helt til den fjerneste bred halvtres meter borte, samler hun blomster til en krans. Den skal han bære, så han kan være feernes konge. Så længe der er lys til, at hun kan kende mælkebøtter fra græs, er alt, hun vil, at samle blomster. Hun overvejer at smide sin kjole, så den ikke bliver beskidt; men folk kunne gå forbi, og de kan ikke se én uden kjole. Ikke længere. Kun han må se hende uden nu.
Hun sætter sig ved hans side og sætter kransen på hans hoved. Den passer perfekt, holdt på plads af ørerne. Hun smiler, lægger hovedet på skrå, til hun ser, at han ikke smiler med hende. Han læner hovedet frem, så kransen falder ned og lægger sig mellem hans ben:
”Jeg tændte et lys i min vindueskarm i går.” Han har bevidst gjort sin stemme fjern: ”Det brænder som et håb for Afrika. For hele menneskeheden.”
Hun nikker. Vi skal gøre noget for Afrika, som har så lidt, mens vi har så meget. Hun forsøger stille med et svar: ”Jeg har lavet kransen for Afrika.”
Hun lyver. Det er løgn. Hun mærker det helt ind i kroppen. Løgn. Bedrag. Forræderi. Hun elsker ikke Afrika. Ikke som han gør; hun vil aldrig selv have fundet på at tænde et lys for dem. Hun har ikke hans hjerte, ikke hans forstand på livet. Derfor forstår hun godt, at han rejser sig fra hende og går. Lader hende sidde ene ved søen, til også hun må erkende, at mørket er for tæt til at se, og hun bliver nødt til at tage videre.

Tilbage ligger en blomsterkrans nær et gyngestativ. Den bliver forsigtigt samlet op af små, vævre fingre. Den lille fe studser lidt over den, så sætter hun af og flyver op mod himlen, mod natten og fjerne steder. Kransen er lavet til feernes konge, og til ham skal den bringes.