Far.
Strikketøj, gave, maske, vækkeur, stjerneskud.
Mikkeline sov sødt. En lækker, lysebrun baby med lyserøde tutter i sorte lokker. Ni måneder. Mia sad ved siden af, bøjet over sit STRIKKETØJ. En limefarvet hættestriktrøje. En GAVE til Mikkelines mor. Den ville være flot til Tildes brune hud. Mia og Thomas havde adopteret hende fra Sydafrika tyve år tidligere. Pangfarver klædte hende. Mia sloges med en MASKE, hun havde tabt. Der var den. ”Den, der ler sidst, ler bedst”, sagde hun til sig selv og fik den vildfarne maske syet fast. ”Got you”!
Om en halv time ville mobilens VÆKKEUR ringe. ”Hun må højst sove to timer, Mor”, havde Tilde sagt. ”Ellers kan hun ikke sove i aften, og vi skulle jo også gerne have et par timer for os selv. Især når I sådan har sendt os på date.”. Mia smilede. Tilde og Mikkelines far havde været kærester, siden 3.g. Og nu var de allerede gift og forældre. Mia og Thomas havde syntes, det var alt for tidligt. Det var vigtigt at løbe hornene af sig først. Men på den anden side. Med et barnebarn som Mikkeline kunne man ikke klage. Og de unge måtte træffe deres egne valg. Mia syede trøjen sammen og lagde den væk. Hun håbede, de nød maden og hinanden. Hun slukkede vækkeuret og dikkede ind gennem tremmerne. ”God morgen, Bedstes bedste ven. Har du sovet godt?”
Mikkeline kom hurtigt op at stå i sengen. ”Se”, hvinede hun og pegede ud ad vinduet. Et STJERNESKUD oplyste himlen. Mia lukkede øjnene og ønskede et lykkeligt liv til sin lille guldklump. Nu var barnets interesse fanget af en bold i sengen. ”Ned”, råbte hun og kastede bolden. Hun grinede henrykt, da hendes Bedstemor samlede den op og rakte hende den. ”Kan du sige Tak?” Mikkeline koncentrerede sig, så hun blev rød i hovedet. ”Tak, Far”, sagde hun så. ”Tak, Far”.
Da Tilde og Sander bankede på, sad Mikkeline til højbords med leverpostejfirkanter i hele hovedet. ”Mor”, råbte hun glædesstrålende. ”Far”. Alle grinede. Tilde smuk med sin nye hættetrøje om skuldrene. ”Hun kalder nu også mig Far”, sagde Mia lidt stødt. ”Bedstemor er nok for svært”. Tilde og Sander grinede.”Hun kalder alle hvide mennesker Far”, forklarede Sander. ” Mor er brun, og Mikkeline er brun, og dagplejen er også brun. Jeg er hvid, og jeg hedder Far, så det gør du altså også. Det skal nok hjælpe, når hun kommer i vuggestue.
”Jeg skal nok lære mit barnebarn at sige Bedstemor”, svarede Mia. ”Men indtil da er jeg pavestolt af at være blevet Far. En kvinde i min alder. Det er et mirakel”.