Hun tog sig god tid. Det var første gang i årevis hun havde indvilliget i en date. Den normale undskyldning var, at hun skulle arbejde, men pga fyringen var hendes barriere fjernet.
De skulle mødes kl. 3 ved det store akvarium, det var hendes ide, hun havde alting fundet det langt lettere at føre en samtale, når man var blandt andre skabninger - især fisk, de studerede en nøje, uden at komme med bemærkniger.
Hun var sent på den, det var ikke noget nyt, en mand måtte lære at leve med hendes manglende tidsfornemmelse, så hvorfor ikke starte ud med en forsinkelse. Forpustet stormede hun ind til arkvariet, han stod og studerede klovnefiskene, de var hendes yndlings, han havde en underlig ro over sig, men hun vidste ikke helt hvad det betød.
Hun råbte et forsigtet hej, de få mennesker i den mørke gang kiggede forbavset mod hende, hun var ikke vant til den opmærksomhed, hun stod flov et øjeblik, men der var han.
Han var høj, men ikke for høj, han smilede og rakte glad en gave frem, som var det et trofæ, han havde vundet ved en tivolibod. Han var tilstedeværende ikke som hendes kollegaer plejede at være. Tankerne kørte rundt, men uden slutdistination. Han måtte være den rigtige med villa, vovse, volvo og de to siddende i en slidt sofa med barnegråd i baggrunden.
Munden kørte, hans ansigt ændres til et stift udtryk, det kække smil lå gemt bag en maske af fremmedhed, han var en fremmed, hvilket hun havde glemt!
De gik hen til den nærliggende cafe, hun brød sig ikke om kaffe, men i dagens anledning. Nippende drak hun af kaffen for at holde fast på ham og det hun savnede. Selskab. Tilsidst måtte hun tvinge kold kaffe ned og da han spurgte: "er din kaffe ikke blevet kold?" Smilede hun og rystde svagt på hovedet og drak en tår. Han tog afsked med et beskedent kindkys og vinkede en sidste gang, da hun drejede om hjørnet. Hun var lykkelig.
Hun satte sig foran telefonen og ventede - minutter blev til timer, som blev til dage, hvorfor ringede han ikke? Hun kiggede over mod sengen, hvor gaven stod, vendte sig og rødmede. Tomatten med en seddel, hvorpå der stod: Spis mig. Han var noget særligt. Hun tog telefonen og trykkede nummeret, ventende, mens det ene dut blev til det andet...