Jeg kikkede ud ad vinduet. Stjernerne føltes så uendeligt store, som om jeg aldrig rigtig havde set dem før. Som om det var første gang jeg så dem. Jeg kunne høre en branbils sirene i det fjerne.

Jeg sad med det gamle strikketøj i hænderne og tænkte på ham. Det gjorde uendelig ondt. Jeg havde gemt billedet væk af hans ansigt, jeg kunne ikke genkalde mig det særlig godt mere. Strikketøjet som jeg havde haft fra den gang. Så uendeligt lang tid siden føltes tunge i mine hænder. Jeg kunne mærke varmen i min ryg.

I spejlet foran mig kunne jeg se et rynket ansigt. Det passede ikke til det jeg så sidst. Jeg havde ikke kigget mig selv i spejlet siden. Det var et gammelt ansigt med rynkede træk og klare blå øjne, omkring det faldt et smukt langt hvidt hår. Sidste gang jeg havde sæt det havde det været sort. Her lugtede brændt.

Min silkeskjorte der var gammel som tiden selv lugtede. Den lugtede surt og råddent, og det var som om de hvide ærmer var blevet gule. Jeg varligeglad. Jeg havde gået med denne i så lang tid, og det var den jeg ville dø i. Jeg kunne svagt høre råbene kalde på mig.

Jeg vendte mig om mod ilden. Ilden som hele tiden havde været i min ryg. Den var varm og stor. Jeg tænkte på ham. Og jeg fik det dårligt. Jeg havde siddet i den stol så lang tid. Hvordan havde jeg overlevet. Og jeg var pludselig så sulten.

Jeg kunne mærke ilden trække i mig da jeg vendte mig om mod vinduet, og åbnede det. Udenfor glimtede stjernerne. Et stjerneskud for hen over himlen. "Jeg ønsker det ikke gør ondt" tænkte jeg for mig selv før jeg vendte mig om mod ilden, trådte et skridt frem, og lod mig indhylde mig i den.

Da jeg lukkede øjnene kunne jeg se hans ansigt.