Jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen.
Den kolde vind napper i mine fingerspidser, og jeg misser med øjnene mod den sene eftermiddagssol.
Jeg står for enden af vejen jeg boede på, indtil min mor smed mig ud for en halv time siden.
Hun vil ikke have mig boende mere, jeg fylder for meget siger hun.
Det kan jeg vel på sin vis også godt forstå, der skal jo være plads til alle hendes fulde eller tømte sprutflasker.
Det er et spørgsmål om tid før min far også siger fra. Han er svag, han siger ikke engang noget til min mor, når hun råber ad mig uden grund. Han sagde heller ikke noget til hende da hun smed mig ud, gemte sig bare bag sin avis og lod som om han ikke hørte noget.

Jeg kigger i min pung, og er glad for at min mor ikke har opdraget mig til at have en samvittighed, i hvert fald ikke særlig meget.
Hvis jeg havde haft en samvittighed, havde jeg ikke taget den tusse på hendes natbord, da hun bad mig skride ad helvedes til, for at bruge hendes fine ordvalg.
Der er 1500 kroner, de 500 har jeg fået af min farmor i fødselsdagsgave for to uger siden.
Vinden er ikke så vild i dag, men gør luften omkring mig kold og stikkende, jeg kan snart ikke mærke mine fingre mere.
Jeg har ikke så meget med i tasken, bare min pung, et tæppe, og min mobil med oplader.
Min store hue er trukket godt ned over ørerne, jeg har et par skinnyjeans på benene og et par lange støvler på fødderne. Mit korte, pjuskede, sorte hår stritter ud under huekanten og jeg har min armygrønne, lange jakke på.
Jeg kigger bagud, bladene ligger døde for foden af træerne og de få, der stadig klamrer sig til træerne er brune og gule i farverne.
Det er et trist syn. Ens rækkehuse i grå toner, gamle, rustne biler, visne træer, og græsplæner, der kunne have været grønne, men da det er mit nabolag der ses på, er de alle gulnede og kedelige at se på.
Jeg ringer til min bedste ven, Kasper. Han er faktisk også min eneste ven. Han bor hos sin plejemor kun en vej væk.
Hun er ikke rigtig oven i hovedet, og han er træt af at bo der.
Han tager telefonen og lyder træt, jeg siger at jeg er blevet smidt ud hjemmefra, og ikke har noget sted at tage hen, jeg spørger om han vil med, selvfølgelig vil han det.
Han kan næsten ikke vente med at komme afsted.