Opgøret

Min ven bevæger sig i roligt trav.
Jeg stryger og små klapper manken kærligt
og fortæller ham, til fortsat at tage det helt roligt.
Jeg taler, næsten hvisker, små beroligende ord til min trofaste ven.
Selv er jeg underligt stemt og meget urolig.
Jeg spejder til alle sider, op og ned.
Kun golde klippesider i den kløft jeg rider i.

Det har stået på i flere dage.
I hvert fald fire dage, tænker jeg.
Tiden står næsten stille og udsletter helt fornemmelsen af, hvornår?
Det er i hvert fald dage siden jeg så dem sidst.
Mine forfølgere.

Er de foran, eller bagved?
Ligger de på lur? Kan de se mig?
Kommer der et baghold?
Er jeg reddet fra dem?
Når jeg grænsen?
Mit hoved er fyldt med angstens spørgsmål.

Jeg er træt.
Jeg ryster og sveden drypper fra hatten.
Jeg må ikke sove.
Tid giver større afstand.
Søvnen vil mindske denne afstand.

Jeg er tørstig og sulten.
Har ikke haft vand siden,
- kan ikke huske hvornår?
Der er ikke skyggen af vand,
i dette golde landskab.
Også min ven tørster.

Kløften synes uendelig lang.
Hvad er der for enden?
Jeg har vist aldrig været her?
Er så træt af alle de spørgsmål,
- jeg stiller mig selv.

En lyd?
Var det hestehove på klippegrund?
Var det er vrinsk?
Hvad var det?
Panikken er total.
Mit adrenalin niveau stryger til top.
Jeg sætter sporerne i siden på min trætte ven.
Han sætter nødtvungent og besværligt i galop.
Han bruger vigtig energi fra nedslidte depoter.

Langsomt går det op for mig.
Jeg hører noget der ikke er.
Kun noget jeg forventer.
Min ven har sat farten ned.
Helt af sig selv for han kan ikke andet.
Jeg kan fornemme det uundgåelige.
En tåre løber ned af min kind.

Min ven går i knæ og vil lægge sig ned..
Det må ikke ske.
”okay, vi tager en pause!” råber jeg,
”men du skal stå op! ... Hører du!”. Råber jeg panisk.
Min ven løfter hovedet og ser på mig.
Øjnene siger: ”Jeg kan ikke”.
Jeg lægger min arm kærligt om den lange hals og hvisker i min vens øre:
”Så snup dig en lille lur”.

Jeg er helt ødelagt, indeni.
Når jeg enden af kløften?
Og hvad så?
Bliver det for enden af galgen?
Min ven har givet op.
Jeg retter kærligt min seksløber.
Mod hans tinding.
Skuddet er larmende her i kløften.

Min sorte sjæl er prisgivet.
Sidder her med min døde ven.
Jeg græder selvmedlidenhedens tårer.
Kigger op til ham i det høje.
Anmoder om, at komme ind.
Siger, at jeg har besluttet at følge trop.
Jeg tror skuddet kunne høres milevidt.