Han vågnede langt op ad dagen. Vækkeuret havde ikke været sat til i månedsvis. Derfor havde han umærkeligt fået byttet om på nat og dag. Hvordan var det hele sket så hurtigt? For et år siden havde han haft et krævende arbejde, en høj løn, gode kolleger og venner. Nu havde han intet. Virksomheden måtte omstrukturere og han var blevet sagt op. Langsomt var kollegerne begyndt at sive væk fra ham på arbejdet efter fyringen, som om han havde en smitsom sygdom. Nu var de væk, det samme var hans venner, selv hans kone var gået og havde taget børnene med. Hun kunne ikke klare den sociale deroute, at hun skulle vende hver en krone, at være fattig i venindernes øjne. Han fattede det stadig ikke, han havde jo en høj uddannelse og masser af erhvervserfaring. Han havde altid sagt, at der var arbejde til de der gad arbejde. Nu sad han selv som ledig, havde søgt utallige stillinger inden for sit fag, og ikke engang fået så meget som et afslag. Han var nu begyndt at søge alle ledige stillinger, endda dem han før anså som værende under hans værdighed. Heller ikke dem fik han, han var enten overkvalificeret eller havde ingen erfaring skrev de i afslagene, hvis han da fik nogen. Han var nu en del af den anonyme grå masse, de ledige. De samme ledige han for et år siden havde kaldt dovne nassere. Hans identitet var væk, han var intet, nul og nix, han var kun et nummer i køen på Jobcentret.

Jobcentret fnøs han, hvem troede de idioter de var? Nedladende papirskubbere ikke andet. Han blev sendt i den ene latterlige aktivering efter den andet uden resultat. Pludselig fik han kaffen galt i halsen, dét her gik ikke længere. Han måtte gøre noget ved situationen, få sin identitet igen, sit liv, nu…nu…nu! Men hvad? Reolerne var fyldt med ideer han havde moret sig med tidligere, når der altså var en smule tid mellem jobbet og familien. Dér var den, ideen han allerede havde patenteret og planlagt ned til mindste detalje. Han ville starte sit eget firma. Medarbejderne kendte han jo allerede fra Jobcentret, han vidste hvem de var og hvad de kunne. Han ville kun ansætte ledige, helst 50 plus og derover. De havde erfaringerne, de kom sjældent for sent, når de var syge var de syge, ikke noget med ondt i pjækketarmen dér. Der var gået alt for lang tid med selvmedlidenhed, nu indså han at han nu var nøjagtigt dét han havde foragtet førhen. En doven taber med stort T. Den som har skoen på ved hvor den trykker erkendte han, og gik i gang.