Øllens bitre aroma af humle sniger sig op i min næse og jeg lader den kilde mine næsebor. Jeg klukker en latter i kor med resten af den lille komité vi har samlet om det ovale bord, og jeg snupper en slurk af den lunkne øl. Rummet er blevet varmet op af de pulserende hjerter der hungrer efter kærlighed, lidenskab og måske ømhed. Det er ikke altid til at vide om folk bare vil have sex, men her sidder jeg altså. Den samme gruppe af mennesker der har samlet sig om det samme ovale bord hver fredag for at drikke hjernen ud. Vi svæver rundt i vores eget lille univers, og håber på at kærligheden er ægte. Men det er illusioner. Hvem har nogensinde spurgt mig, om hvad jeg så i ordet kærlighed? Jeg kender nu ikke svaret, men jeg ved godt hvad kærlighed ikke er. Det er meningen at rummet skal være så varmt som muligt, for så drikker man mere, og på et tidspunkt vil svede så meget og være så fuld at man tager tøjet af. Jeg kan godt lide den her illusion, selvom jeg ville ønske jeg vidste mere. Tony begynder at hive sin lyseblå skjorte ned over hovedet, så hans solbrune mave viser sig. ”Kom nu ind i kampen mand! Du skal smide et stykke tøj eller bunde en øl.” siger Ulrik lidt for højrøstet ind i mit hoved og puffer mig i siden. Jeg tyggede på hans ultimatum, og kiggede ned af mig selv. Presset lå på mig. Alle kiggede afventende på at jeg skulle fremvise min næsten nøgne krop eller ydmyge mig selv foran hele selskabet i forsøget på at bunde en hel øl. Tony kiggede mig længe i øjnene og min mave slog en kolbøtte da han hev sin ene mundvig op i et skævt smil. Det blev pludselig varmere sekund for sekund. Kvalmen blussede op i mine kinder og jeg troede jeg skulle dø af hedeslag. Jeg rejste mig fra stolen og løb ud i sommernatten. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, men føltes som et splitsekund at nå ud på spidsen af broen til vandet. Havet brusede mørkt i vinden og sprøjtede ind i mellem op på mine ben. Jeg stod bare der og lyttede til havets sukken og gispen. Jeg stod på den alleryderste planke på broen og jeg forestillede mig mine venner var pirater, der prikkede mig med deres lange sværd i indtil jeg var nødsaget til at hoppe ned i dybet. En tåre trillede fra min kind og langsomt lagde jeg mere af min kropsvægt på spidsen af min fod. Jeg lukkede øjnene og lod mig falde forover. Det føltes som en mavepuster, men på en rar måde. Jeg holdt vejret i håb om det ville gå hurtigere, men pludselig indså jeg at ikke var under vandet. Jeg stod endnu på spidsen af planken og Tony holdt om mig. Han knugede om mig og græd ind i mit øre: ”Vend om. Du hev mit hjerte med i faldet.”