De så på hinanden et langt øjeblik. Han sad over for hende, kaffe i den ene hånd – Sit hjerte i den anden. Hun sad og stak hårdt i en frugtkage og hele bevægelsen var meget ulig hende.
”Tror du, man kan elske nogen for evigt?”, spurgte hun ham med samme hårde staccato-rytme som gaflen. Han mumlede noget, var ikke sikker på han havde lyst til at føre den samtale mere.
”Tror du det?” fastholdt hun ham, mens hun stirrede. ”For præmissen for at elske nogen, er vel at det altid ender med ulykke?”. Hun var iskold. Han kunne mærke det over bordet, under huden, indeni.
Han kløede sig under huden. Det hjalp ikke. Hans fingre blev kolde.
”I bedste fald et forfærdeligt skænderi. Eller bare almen ligegyldighed: Kærlighed som aldrig blomstrede”, sagde hun og stak i kagen - dødsstødet. ”I værste fald et dødsfald. At sidde et sted man ikke kender. Og savne den anden helt ind i sjælen", sluttede hun koncentrerede sig igen om gaflen.
Han kunne se, hun græd nu. Lyden af gaflen, når den spiddede kagen og ramte tallerkenen med en insisterende lyd. Lyden af hendes snøften. Han tog sig til hovedet. Fingrene var stadig kolde og han tænkte (Jeg skulle aldrig være kommet) at der var noget galt. Der var helt sikkert noget galt.
”Britta...” begyndte han og mærkede alt.. Mærkede sin krop, sit hjerte. ”Britta, vi... Det vi har er specielt. Du..”. Men han gik i stå. Britta sad stadig med gaflen. Nu stak den bare i tallerkenen.
Kagen var væk, men gaflen blev ved.
Britta var væk, men Carsten blev ved.
”Jeg elsker dig”, sluttede han sin halvhjertede monolog og så på et sted bag hende.
Britta rejste sig, tog to skridt baglæns og kiggede på ham.
”Der er ingen garantier i livet, Carsten. Vi skylder ikke hinanden noget. Hvad var det hun sagde i dén film? 'Vi er bare skibe der passerer hinanden i natten...'”, sagde hun frem for sig og solede sig i rollen som skuespillerinde – Betragtede sit eget spejlbillede i cafébordet.
Rettede lidt på tøjet.
Og gik.
Carsten så ned i sin kop. Hans fingre var stadig kolde.
Hans krop var kold. Han forestillede sig at blive forladt.
Han forestillede sig at komme hjem om 40 år og finde hende død i lænestolen.
Hvilket onde var bedst?
Han tænkte på kemiske reaktioner i hjernen; kærlighed og forelskelse som en illusion skabt af hjernens stoffer. Endorfiner og sex i lange baner.
Indtil den ene altså blev træt. Eller døde. Eller skred fra den anden på en café i midtbyen.
”Jeg elsker dig”, sagde han igen. Til en tom stol og en tom tallerken.
Gaflen havde hun taget med sig.