"Ha! Nu har jeg dig," havde jeg sagt, lige før det skete.
Han havde netop rykket sin springer op for at erobre mit tårn, men det havde været en fælde, og så kunne jeg have fået skakmat ved at rykke min dronning op ved siden af hans konge.
Men det var ikke det eneste tårn, der faldt den dag.

"Der er en til herovre!" skreg en stemme bag mig, hvorefter endnu en salve af brandmænd blev kaldt ind i den brændende ruin. Jeg gik rundt med struben fuld af aske, med flint under knæskallerne og med en sort kongebrik i hånden, men jeg kunne slet ikke finde ham. Mennesker blev trukket ud over det hele, men ingen af dem var ham. Over os alle truede endnu en nedbrydning.

Jeg var netop gået efter skakmat, da rystelsen fejede igennem os, bygningen og skakbrættet. Han havde smilt så bredt, da jeg lige havde flyttet droningen, som havde han forventet rykket. Det startede med en knust rude, men det udviklede sig snart til sultne vægge, der mistede balancen omkring os. Jeg kan især huske, at en hel sektion truede med at falde ned over ham, men jeg formåede at skubbe ham væk.

Og så vågnede jeg her, i kaoset under helvedet, men han var stadig ingen steder at se! Det var lige indtil, at jeg så, hvad der lignede, et bælte, som hang ud fra en bunke kollapsede sten. Jeg genkendte straks bæltet, og løb hen til det. Jeg skreg efter hjælp, men ingen lod til at høre noget; alle virkede for travle, så jeg begyndte selv at grave, men stenene ville ikke rykke sig.

Og forband mig, om jeg ikke kom til at tænke på det satans skakbræt igen! Han tog tårnet, og så ville jeg have givet ham skakmat med min dronning, men så kom jeg i tanke om hans løber. Hans løber, som havde stået i hjørnet.

Endelig kom der brandmænd hen til stenene, og efter en masse slid, lykkedes det endelig at frigøre mennesket nedenunder. Jeg prøvede at se hvem der lå der, men de satans brandmænd var for store, og deres udstyr fyldte det hele!
"Det er for sent. Han er død," sagde en af dem, og jeg kollapsede på stedet. En anden af dem tændte en lommelygte.
"Se derinde!" udbrød han. "Der ligger en til!"
Og det var der, at jeg fik udsyn til det hele. Den døde havde ligget under et enormt læs af sten, men videre under ruinerne var der et lille hulrum, hvorudfra de hentede en lille dreng.
Min lille dreng med sin lille hånd knugende om en lille hvid løber.

Den løber ville have ændret det hele. Den dag nåede jeg lige at se min søn komme til bevidsthed, og det var den eneste forsikring, jeg havde brug for.
Jeg tog afsked ved at stille min kongebrik ved siden af mit eget lig, som blev hentet senere den dag. Jeg indrømmer gerne et nederlag.
Især når det er min søn, som er vinderen.