Jeg husker det, som var det igår, det var den bedste sommer jeg nogen sinde havde haft. For første gang i hele mit liv havde jeg ikke kedet mig et eneste lille øjeblik, ligesom når man ser det sidste afsnit af sin ynglingtvserie, man vil have alt med, hver en lille detalje og helst uden at blinke. Jeg husker, at jeg var rasende på mine forældre, hvad skulle jeg dog lave på en åndsvag foto-sommer-lejr? Sidde og synge lejrbålssange hele natten eller hvad. Men da jeg endelig kom, var det fantastisk, nyt og friskt som en nyudspunget blomst man ser for første gang. mange aftner, og nogle gange hele nætter, gik med bare at ligge i den lille hule i det store klatretræ. Det var en pige fra min fotoklasse, som jeg tilfældigvis også boede i hytte med, der fandt den.

Der gik nogle dage, før jeg opdagede det, men en aften vågnede jeg ved, at en eller anden puslede rundt som en lille mus, der desperat søger efter et lille stykke spejepølse, men da jeg åbnede mine øjne, så jeg en skikelse, kun bevæbnet med et gult starinlys bevæge hun sig ud af hytten, efter ti minutters listen efter skikelsen, stopped hun endelig foran et kæmpe træ. Det var først i dette øjeblik at jeg indså, at det var Melinda. Jeg kaldte stille på hende, hun vendte sig om, og da hun så mig, gav det et ryk i hende, som når en ældre mand ser en dreng med kasket og bukserne hængende helt ned om anklerne. Melinda og jeg tilbragte det resterene af natten, med at ligge i hulen og le af mærkelige ordforklaringer i et gammelt leksikon, som nok havde lagt oppe i hulen i al evighed. Den dag idag ligger den højst sandsynligt stadigvæk oppe i den lille hule i det store klatretræ.