Strikkepindene krydser ind og ud mellem hinanden i takt til den klassiske musik fra radioen. De normalt gigtplagede hænder bevæger sig fermt og et halstørklæde tager langsomt, men sikkert form. Hun ved ikke hvem det skulle være til, men strikkeriet giver hende en meningsfuld ro. Udenfor termoruderne falder sneen lydløst og lægger sig som en dyne over tomatplanterne i urtehaven. Ilden knistrer i kaminen. Hun lægger strikketøjet for en stund. I reolen står Tolstoy, Austen og Ditlevsen side om side med sort/hvid fotografierne fra fortiden. To sorte øjne kigger ud på hende og minderne overvælder hende...

1943. Hun kigger direkte ind i de sorte øjne. De danser alene i et rum fyldt med mennesker. Udenfor falder den hvide sne i nattens mørke. Han holder hende tæt ind til sig og hun drømmer sig til en anden virkelighed, hvor han ikke er fjenden. Men i dette øjeblik er hun ligeglad, hun kan mærke hans mavemuskler og føle hans ånde mod hendes hud. Han hvisker hende i øret. På tysk. En lille diamant glimter på hendes ringfinger. "Når alt dette er ovre...". BANG!!
En dør sparkes ind og bevæbnede, maskerede mænd vrimler ind i lokalet. De gør ordrer ud. På dansk. Det hele flimrer. Maskingevær brøler, og blander sig med kvindeskrig. Gulvet plettes med rødt. Et sidste glimt af de smukke, sorte øjne inden lyset i dem langsomt forsvinder...

Hun ryster over hele kroppen, hendes øjne er våde. Minderne, kører som et usammenhængende lysbilledshow i hendes hovede. Kælderen, kulden fra fremmede mænd mod hendes hud. Det skarpe lys. Befrielsen, som ingen forskel gjorde.
Hun sætter sig langsomt ned igen. Hendes hænder ryster og smerter indtil de griber strikkepindene. Den klassiske musik spiller stadig og pindene danser igen til takten. Den ydre ro vender tilbage, men indeni hvor hendes hjerte burde være stikker kaktussen konstant.