Jeg kigger mod himlen med halv-lukkede øjne, nærmere skimter derop. Der falder små fnug ned, der rammer min næse og dækker mit hår. Jeg rækker tungen ud, smager på det, men det smelter fra mig. Smelter væk ligeså hurtigt som det kom. Derfor skal man værdsætte det mens det er der, ligesom alt andet i livet. For det vare ikke evigt, men forsvinder og så kommer der nye ting. Sådan er livet. En cirkel, hvor ting forsvinder og kommer. Ikke to liv er ens. Alle skal opnå forskellige ting. Du er blevet født for at urette noget. Stort som småt. Derfor er vi alle forbundet. Vi skal udrette noget som andre skal bruge, til at udrette det der er deres mål. Deres bestemmelse i livet.

Det ligner en blød seng jeg har lyst til at forsvinde i, sove ligesom som Tornerose, vente på min prins kommer og hiver mig tilbage til livet, det liv jeg engang troede var en leg. Når man bliver ældre finder man ud af det ikke er en leg. Det er det smukkeste eventyr, men det kommer ikke til at blive let. Men det ser så skrøbeligt ud, som det ligger blødt og dækker engen og jeg vil ikke ødelægge det. Jeg nyder, hvordan mine øjne blive fanget og ikke har lyst til at give slip på det der ses. Jeg nøjes med at køre min hånd glat over det hvide lag. Det er koldt, men jeg er ligeglad. Det begynder at stikke i min hånd, som små væsner har sat sig til at nive og aldrig vil stoppe igen. Det er som om min hånd sidder fast, jeg kan ikke tage den op, den er lige pludselig blevet tungere end nogensinde før. Jeg får min hånd til mig og de små væsner niver, som var de besatte. Besatte af at gøre mig overbevist om de fandtes. Men det behøvede de ikke, jeg vidste de var der. Jeg ligger mig tilbage, lukker øjnene og lader den store bløde seng omfavne mig. Jeg vil svinde ind til min prins kommer og vækker mig, vækker mig op til det der er bedre, gør mit liv til det smukkeste eventyr. Redde mig fra det jeg nu er fanget i og viser mig, hvad jeg skal udrette i livet. Jeg venter stadig.