En sms besked tikker ind en onsdag morgen i januar.
Han er kommet til verdenen, alt for tidligt.
Uge 24, hvor stor er man i uge 24? Ikke meget større end en liter mælk!

Det hele snører sig sammen i maven og en stor klump i halsen spærrer vejen for åndedrættet.
Prøver at ringe op, men ingen svarer.
Åh nej, så ved hun at det er slemt, hun kan også både mærke og fornemme det i hele kroppen.

Et opkald, og et spørgsmål om hun har lyst til at komme og se babyen? Om hun har lyst? Selvfølgelig har hun da det, det er jo hendes bedste venindes søn.

Hun forbereder sig på hvordan han ser ud, så lille bitte, på størrelse med en liter mælk. Hun går ud i køkkenet åbner køleskabet og tager en liter mælk i hånden, kan et menneske virkelig være så lille?
Hun kan mærke uroen indeni.
Hun må fokuserer på forældrene, det er dem hun skal være der for, og støtte i denne svære situation.

Hun kører ind til rigshospitalet. Hendes hjerte banker og benene føles som smør.
Ængstelsen er stor.
Hvordan fanden opfører man sig i en situation, hvor udfaldet er liv eller død?

De møder hende ved elevatoren, og hun begynder at græde så snart hun ser sin veninde. Hun ser så sorgfyldt og sårbar ud, ikke som den stærke kvinde hun kender så godt.
De siger ikke noget til hinanden, står bare i elevatoren på vej op og stirrer på de røde tal der skifter på elevator displayet.
Endelig oppe.

I det de træder ud af elevatoren, kommer lægen dem i møde, hun skal underrette forældrene om den lille drengs skæbne.
Hun sætter sig, og venter til lydende af de livsgivende maskiner, forældre der kommer ud og ind af dørene til de værelser hvor de små ligger i kuvøser.
Der er en tung stemning, og hun observerer mange forgrædte og ophovne øjne uden håb.

Endelig kommer de ud.
De græder, og hun bliver kaldt ind i et lille værelse. Den lille dreng er svært hjerneskadet, han vil blive multihandicappet hvis han overlever. Forældrene beslutter sig for at slukke for respiratoren.
Hun græder ikke, er bare lammet.
Tankerne kredser om at være stærk, at være den klippe der står, når alt andet falder.

Hun går med ind, og ser den lille dreng i kuvøsen. Han er lille og fin, selvom det meste af hans krop er fyldt med slanger.
Det er hendes første goddag og hendes sidste farvel til den lille dreng.

Han bliver taget ud af kuvøsen, slangerne fjernes.
Han bliver lagt på sin mors bryst, hvor han trygt vil sove ind til lyden af sin mors hjerte.

Hun efterlader de sørgende forældre, og da hun kommer ud af hospitalets døre bryder hun sammen.
Hvor skal hun gå hen? Hvor skal hun rette alle de følelser hen som vælter rundt i kroppen?
Hvem vil forstå det hun lige har oplevet.