Banke banke på…Hvem der?

Du skulle aldrig have åbnet. Nu sidder du der – voldtaget og forstummet. Glade, dejlige naive søde pige. Nu sidder du der. Jeg sidder lige overfor dig flere kilometer væk. Jeg råber så højt jeg kan, skriger dig ind i dit hoved. Spyttet flyver om dine ører, og dit bløde hår. Tager dig om din kortklippede nakke. Min smarte lille hipster-tøs. Din blege fregnede hud, de røde læber fortrukket i ingenting. Dine blågrå øjne stirrer febrilsk uden at finde fred. Jeg hvisker blødt, lokkende: Hvem var det - bare sig det - jeg gør ikke noget - bare du siger det – hvem var det?

Læberne skilles i et kort glimt, men du siger ikke noget. Jeg knæler ned foran dine fødder, lægger mit hoved på dine knæ – håber som en gal, at du vil køre dine fingre gennem mit hår. Nærstuderer dine blå denim jeans, kigger frem på det allerhelligste, som nu er blevet vanæret. Sesam, Sesam – luk dig op. Det er ikke meningen, man skal bruge et brækjern. Mit hoved begynder at værke, egentlig mærkeligt jeg intet kan huske fra i går. Jeg kigger op og får overraskende øjenkontakt. Dine øjne kigger dybt i mig, og jeg føler mig pludseligt nøgen. Hvad mon du finder i mit indre? Er der noget, du ikke burde se? Dine klare blå øjne får mig til at føle som en beskidt forbryder på anklagebænken. Min hukommelse vender tilbage i lysbilledglimt. Et hvor du skriger, et af mig der griner, et af os begge, hvor vi rigtigt hygger.

Man har forbrudt sig mod dig, spoleret din uskyld. Intet brænder så hårdt som offerets blik. Det nedbrudte menneske har intet at tabe. På en måde kan man først se din rigtige form, efter at du har mistet alt. Kan du ikke forstå jeg gjorde dig en tjeneste? Før gik du rundt og levede en løgn, troede du havde fundet opskriften på lykke sammen med mig. Dit smil var falskt, kan du ikke se det? Jeg var nødt til at hjælpe dig. Tankerne snurrer rundt i mit hoved, det er ligesom om, at du ikke forstår. Jeg har sat dig fri.

Dine øjne anklager mig ikke engang. Kigger bare på den mand de troede de kendte. Medlidenheden er ikke til at tage fejl af, men hvad er det andet? Siger dine øjne farvel? Vi skal jo først lige til at begynde.

Uniformerne myldrer ind ad den åbne dør. De banker ikke på. Håndjernene er det eneste smykke, der nogensinde har klædt mig. Du sidder tilbage som et utaknemmeligt barn. Du skulle bare vide – jeg har gjort dig en tjeneste, du finder ud af det med tiden. Ellers skal jeg nok minde dig om det. Tiden i fængslet går hurtigt, læger alle sår. Derfor skal de brydes op igen. Nu trækker svinene af med mig. Jeg er sikker på, at du kigger en ekstra gang i dørspionen, næste gang det banker.

Min dygtige pige, du skal nok lære det.