Frygten for følelserne svulmer over, stiger på samme tid med min hjerte banken, jeg føler uro i mine ben, som om de skal til at forsvinde under mig, jeg støtter mig til en pæl jeg tilfældigt passere da jeg ser ham, han har det smukkeste ansigt, så fint og rent at man skulle tro han var lavet af porcelæn, så fin at man ikke tør røre i frygt for at han går i tue, hans øjne er blå som himlen på den smukkeste sommer dag, de fineste store fyldige læber, der kan få en værd kvinde til at svinde væk bare ved tanken om hans kys, følelserne & tankerne flyver rundt i hovedet så vildt at jeg et kort øjeblik troede mit hovede ville blive revet af, af en tornado, når jeg fanger hans blik føltes det som om alt andet i verden passere, lyden af omgivelserne forsvinder sammen med mennesker & natur ,der er kun mig & ham i de få sekunder til vi har passeret hinanden, blikket der føltes som om vi kendte hinanden gennem flere årtier, munden der længtes efter at blive rørt af hans må stadig vente et par årtier endnu, for jeg ventet for længe og nu er han en andens! At se dig med hende det gør da ondt, men hellere se dig smile end at rende og ha ondt !
Jeg prøver ihærdigt at se den anden vej når jeg ser dig på vejen, for at fristelsen ikke skulle stige, hvor jeg ved jo du holder af din pige , måske er det strengt og en smule ondt, men håber stadig du finder ud af en dag at min kærlighed er sund :) Man kan se det i dine øjne og som alle ved fortælle de ingen løgne! Jeg har lært fra barnsben at følelser og løgne og ærlighed kunne ses i folks øjne! Dine øjne fortæller mig at før eller siden tager du mig med storm! Man lære med tiden at skulle træde til i stedet for at træde af, men hvorfor er det at vi lære det, når vi alligevel ikke kender tidspunktet på til at træde ?