Det havde været et helvede: hver eneste opgave, hver eneste latinske bøjning, hver eneste runde i gymnastiksalen havde kostet mig blod, sved og tårer. Mine forældre havde på ingen måde forstået præcist hvad, de havde dømt mig til, da de for tre somre siden, havde insisteret på, at jeg som den første i familien, ja hele slægten, skulle tage en studentereksamnen. Deres kvælende stolthed kombineret med det daglige arbejdspres bragte mig i en sådan desperation at jeg følte en nært slægtskab med den tilfangetagede ræv, der gnavede sin pote af for atter at, om end lettere handikappet, at føle friheden.

Men jeg gjorde intet: jeg bøjede hovedet under åget og opgave for opgave stred jeg mig igennem årene for til sidst at nå frem til denne dag: Endelig, efter tre lange indspærrede år med hovedet bøjet over bøgerne, kunne jeg trække vejret frit og nyde sommeren uden dårlig samvittighed. Sidste eksamen lå bag mig og på mit hoved sad studenterhuen som tegn på min udholdenhed. Følensen af frihed var overvældende.

Og det skulle fejres, som ikke en gang min ankomst til denne verden var blevet fejret. Nu skulle der tages revanche for alle de spildte timer tilbragte i læsesalens forforiserende lys. Jeg skulle nyde midsommersolens varme stråler og den frihed, der lå i at vide, at foran mig lå et utælleligt antal timer, dage og uger uden forpligtelser. Verden lå åben for mig, var jeg sikker på.

Jeg tog fejl. Morgenen efter den første dag i mit nye liv gik jeg lettere bedugget til bageren. I min euforiske tilstand var en chokolademælk første prioritet og blind for alt andet gik jeg ud fra, at dette behov kombineret med min hue, gave mig forrang i køen. Bagerjomfruen var ikke overbevist. Rappenskralde, som hun var, fik hun med ganske få ord mig ned på jorden igen.
Studenterhuen havde ikke gjort mig uovervindelig. Jeg var stadig et helt almindeligt menneske, der skulle stå i kø hos bageren for at få min chokolademælk.