"Ka' De se den holder ulovligt!" hoverede gamle fru. Bertelsen. Den kalkunagtige dobbelthage blævrede lystigt ved hver mundbevægelse. ”Den skal væk!”
"Jeg er ikke helt sikker på hvordan færdselsreglerne er for sådan en?" Det var længe siden de små tandhjul havde været på så meget overarbejde. Da han sagde sit job hos vagtselskabet i storbyen op og var blevet landbetjent, havde det været for at få en roligere livsstil. Problemet foran ham satte i midlertidig en kæp i hjulet for den plan.
"Nå?" Fru. Bertelsen løftede de lange, buskede øjenbryn. Hver rynke ventede spændt på en smule handlekraft fra betjentens side.
"Em... Jeg er slet ikke sikker på politiet har udstyr til bortskaffelse af den slags... fartøj."
"Hmpf!" udstødte den gamle dame spidst. "Med alle de skattepenge man betaler, kan man vel forvente I har udstyret i orden!"
"Jeg kunne tilkalde en tjenestevogn til?" forslog overbetjenten i al sin hjælpeløshed.
"Så vi kan have to idioter til at stå og glo på problemet?"
"Tre," rettede betjenten hende.
Den gamle dame sendte ham et morderisk blik.
"Selvfølgelig… to," rettede betjenten ind. "Jeg og kollegaen kunne måske starte et overraskelsesangreb på den? Men så er det nok bedst De evakueres først fru. Bertelsen."
"Jeg er ligeglad med hvad De gør! Bare de får den tingest ud af mine præmiekålhoveder!"
Overbetjenten sukkede dybt. Måske skulle man bare gå hen og banke på fartøjet? Hvad end der var derinde, kunne næppe være værre end det, der var herude.
Betjenten placerede sin kasket på hovedet og tog en dyb indånding, inden han resolut marcherede gennem de prisbelønnede grønsager, (med en hvis forsigtighed, naturligvis), og foldede næven til angreb på, hvad han formodede, måtte være faretøjets dør. Men inden han fik chancen for at føre sit gøremål ud i livet, begyndte tingesten at brumme som en gammel folkevognsmotor med bronkitis. Overbetjenten greb flugten og hev den fægtende fru. Bertelsen med sig over bag rabarberne. Han kastede dem ned i mudderet, uden at lade sig distrahere af den gamle dames pryglen med stokken.
Ufoen i fru. Bertelsens baghave lettede elegant fra jorden og forsvandt ud i det fjerne. En gusten sydøstenvind blæste hylende ind over grønsagshaven, der nu stort set kun var et smattede huld i jorden.
Fru. Bertelsen rejste sig fra mudderet og rakte truende sin stok i vejret, i den retning ufoen var forsvundet.
”Flugtbilist!” rasede hun. ”Fik de nummerpladen?” spurgte hun henvendt til betjenten, men han rystede bare på hovedet. Ingen på stationen måtte nogensinde høre om det her. En ting var at skulle forklare en ufo der var der, en anden, at skulle forklare en ufo der ikke var der.