Mit maskeklædte jeg smiler tilbage til mig, på vejen ud af døren leer jeg. Jeg er fuld, I gangen møder jeg Klara. Arm i arm, to fulde unge mennesker går vi ind i salen igen. Vi er til maskebal på en gammel herregård, vi for stukket endnu en drink i hånden. Uden at kikke på hinanden drikker vi den, og går hen til baren efter noget mere at hælde ned. Klara er en sommerfugl, i sin korte hvide kjole, og glitternde stilletter.Ser hun fantastisk ud. Intet under at hun er den mest populære pige. De små vinger på ryggen og den lille fine maske, sætter prikken over i’et. Hun er smuk. Mit blikker søger ud i lokalet, jeg leder efter Markus. Han er klædt ud som en ridder, ak ja. Han måtte gerne være ridderen på den hvide hest, for mig da. Men han er ikke til at finde. Klaras øjne leder osse, men hun søger kun piger. Hun er nemlig ikke til drenge. Diskret læner jeg mig overmod hende, og hvisker at jeg går hen for at finde Markus. Hun nikker blot, jeg kan se hun har fået øje på en pige. En sidste gang kikker jeg rundt, så går jeg. Mine stilletter klikker på det glatte gulv, men bliver overdøvet af musikkens brusen gennem luften. På et tidspunkt for jeg et glimt af et par grønne øjne, men de forsvinder i mængden. Jeg kender kun en med sådanne øjne. Min Markus. Endelig finder jeg ham, men han står med tungen begravet i halsen af en anden. Hulkende løber jeg ud af rummet. Gangen jeg står i nu, er den samme som den jeg kom ind af før. Den ville have været smuk, hvis ikke jeg havde været så trist. De store vægtæpper pryder alle væggene, og der er stearinlys over alt. Grædene flår jeg masken af, og den ligger nu på gulvet. Samme sted som mit hjerte. Jeg er stadig fuld, faktisk kan jeg ikke gå lige. Stavrende går jeg hen mod hoveddøren, der fører ud i natten, men undervejs mister jeg balancen og vælter. For ikke at falde helt, griber jeg fat i den nærmeste. Uheldigvis var det et fad med stearinlys, som nu ligger på gulvet. Flammerne æder sig op af vægtæpperne, og røgen fylder mine lunger. Så bliver alt sort, indtil jeg mærke nogle arme der hiver mig ud fra flammerne. Langsomt bliver alle reddet ud af de brændende rum, untagen en. De grønne øjne er stadig der inde. Brandmændene siger de ikke kan få ham ud. Mit skrig flænger luften, det må være et mareridet. Men vækkeuret ringer aldrig.