Han stoppede foldede paraplyen sammen, mens regnen smælede mod markissen over ham. Ukoncentreret stirrede han ud, mens regnen bankede mod fortovet. Dryppende og flydende blev vandet til et og dannede pytter. Hans blik fangede en gentleman, der valsede mellem pytterne, der for en stund virkede som søer i byen. Nu fokuseredes hans øjne, mandens vals, en sitrene dansepartner i vandets spejl, så forsvandt han for igen at dukke op i en sø. Manden under markissen slog sin paraply i vejret, traskede gennem vandet, trådte hælen ned i vandet med al sin kraft. For hvert stød i havet, druknede han endnu en skygge inden der intet vand var og han igen stod i læ. bag ham brusede vandet frem og tilbage i pytterne. Han grinte, først var det et stille grin bagerst i hovedet, mens kroppen rystede lidt, trak sig sammen og gav slip, som opkast væltede latteren ud af munden på ham. Han bøjede sig forover, tog sig til knæene og kastede sin latter ud mod den tørre beton. Bag ham valsede, dansede mennesker forbi, havet havde nu lagt sig, indtil endnu en mand tordnede igen og det skvulpede ud på vejene, ned i skoene, ind til benet, ned i kloakkerne.