"Du skulle aldrig have sagt ja til den udfordring" sagde hjemmesygeplejersken "Du ville aldrig nogensinde have kunne klare det, du må bare indse de det er og bliver et ringvrag".
Jeg så op. "Det var sødt sagt". Jeg tog lagde de kolde bønner fra mig og fandt en skål vaniljeis fra fryseren, det var det eneste der kunne hjælpe efter en hård kamp.

Jeg gik langsomt hen til det store vindue. #Hvor gad jeg godt komme ud igen, bare sådan lidt!# tænkte jeg. Jeg tog stille fat i håndtaget og åbnede stille og roligt vinduet. Jeg burde ikke gøre det her, men det er sådan en smuk solnedgang og den må jeg ikke gå glip af. Erna - hjemmesygeplejersken gik stadig rundt inde i stuen, når hun engang fandt ud af jeg stod her ville hun flippe fuldstændig ud.
Jeg kunne mærke den blide sydøstenvind i mit ansigt. Det var en skøn følelse. >BANG< Jeg vendte mig om. Erna var selvfølelig gået ind i brandslangen igen!! "Hvorfor skulle du også lige bo på en gammel brandstation??" råbte hun. Jeg gad ikke at svare. Denne her samtale havde vi haft 1000 vis af gange før - det var ikke min skyld at jeg var SÅ tæt knyttet til denne her brandstation der blev lukket ned for flere år siden. Jeg gik hen til vinduet igen, kiggede en sidste gang ud af det og lukkede det.

Nu var det snart tid. Tid til.... hvad som helst. Den sidste boksekamp havde slået mig helt ud.
Erna ville om lidt hjælpe mig ned at trapperne, ud i bilen og køre mig hen til det pokkers sygehus.
Måske ville det her være det sidste jeg så? #Nyd det# tænkte jeg, #nyd det#.
Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod der men nu hørtes de 7 ord jeg frygtede mest lige nu: "Kom, vi skal ud i bilen nu!". Jeg åbnede mine øjne og kiggede på hende. Jeg tod en dyb indånding og gik stille hen til døren. Erna stod og holdte døren for mig.
Lige da jeg skulle til at gå ud, vendte jeg mig om og kiggede rundt i den forladte "stue" med de rødemøbler, hen i det grønne køkken og hen af de 2 brune døre henne bag ved sofaen.
"Farvel" hviskede jeg og lukkede døren bag mig.