Jeg kiggede efter ham, det var på omkring dette tidspunkt, han plejede at komme. Han plejede at stryge over himlen som en raket. Jeg betragtede himlen, holdt vejret i spænding. Vinduet var som et spejl, et spejlbillede fra en anden og bedre verden,en verden hvor vi kunne være sammen.
Jeg satte mig, knugede desperat hans kaktus i hånden. Blodet dryppede, men jeg ænsede ikke andet end himlen. Jeg dvælede ved vores minder, ham og mig. Åh, hvor havde vi mange minder, så mange gode minder. Jeg elskede ham, mit stjerneskud.
Hans lys plejede at redde mig, holde om mig og aldrig give slip. Jeg forsvandt ind i minderne, lænede mig tilbage i deres arme. Et vindpust kærtegnede min kind, men slukkede kort efter stearinlyset. Jeg gik i panik, og blev brat revet ud af min perfekte drømmeverden.
Lyset måtte ikke gå ud. Alle mine tanker forsvandt, og det eneste jeg havde i hovedet var lyset. Mine svedige hænder fumlede med tændstikkerne. Jeg pev ynkeligt, det her måtte ikke ske.
Endelig tog ilden fat, og jeg fik tændt lyset.
Stadig desperat åndede jeg langsomt ud, og satte mig igen, nu med lukkede øjne. Hvis bare han dog snart ville komme! Mit stjerneskud, mit lys! Han skinnede altid som en sol, og hans blå øjne oplyste natten. Jeg vidste, at han var den eneste, der kunne fremkalde mit smil... Noget ikke engang jeg, var i stand til længere.
"Kom nu, kom nu", hulkede jeg ynkeligt og begravede mit triste ansigt i hænderne.
Han kom ikke, mit stjerneskud. Jeg ventede på ham hele aftenen, selv da lyset kom, blev jeg siddende...
Jeg ventede i evigheder, nat efter nat, men min elskede forblev et minde.
Idag ved jeg ikke, om vores minder var en drøm, en drøm opfundet af mit sygelige sind. Et mareridt, alt det jeg længes efter, både dengang og nu.
En vidunderlig drøm som aldrig vil se virkelighedens lys!