Hun havde aldrig tilhørt de hørendes verden. Derfor var hun heller ikke en tilhænger af mørket, men nu var hun drevet ud i det. Hun bevægede sig så hurtigt hun kunne i de halvmørke gader. Hun havde spottet ham i et gadespejl og han var fulgt efter hende gennem tre gade nu. Hun havde med vilje sat farten væsentligt op og drejet to gange for at være sikker på, at han fulgte efter hende og ikke bare var en tilfældig fodgænger. Han var efter hende og hun kunne mærke, han var tæt på nu. Hun har ikke den sonar, som andre døve har, men hun kunne føle, at han var tæt på nu. Til trods for aftenluften var kølig og der hang en nærmest klicheagtig tåge over hovedet på hende, svedte hun alligevel. Hun kunne ikke som hørende, lytte til sit eget åndedræt, men hun kunne mærke, hvordan brystkassen hastigt hævede og sænkede sig. For sit indre blik så hun sin søster. Søsteren, hun havde elsket overalt på jorden. Søsteren, der var flået fra hende. De havde, siden de var små, været uadskillelige. Men nu var hun alene. Alene med angsten. Han var nu lige bag hende.

Hun drejede rundt og så, at hun havde vurderet afstanden korrekt. Han havde strakt armen ud mod hende, men hun afværgede den og førte et håndkantslag mod hans adamsæble, som hun havde lært. En halvkvalt lyd undslap hans mund, dog uden at lave voldsomt meget støj. I samme glidende, drejende bevægelse stak hun den kniv, hun holdt modsatte hånd, i ham mellem nogle af de nederste ribben. Han sank omgående sammen og en hvislende lyd kom ud af hullet i hans brystkasse, hvor hun havde trukket kniven ud igen. Han lå på ryggen og gispede, slaget mod struben og en punkteret lunge, havde efterladt ham ukampdygtig. Hun lænede sig ind over ham og hviskede så godt hun kunne, for en døv person at være ”For min søster”. Han kiggede på hende med et udtryk af forvirring og følelsesløs smerte og sagde noget til hende. Hun vidste det var uden lyd, for han havde ikke noget luft, men vidste også, at han havde opfattet, at hun var døv. Dog var hun ikke mere døv end hun kunne mundaflæse. ”Du tabte din pung, jeg ville bare……”Han gled over i en bevidstløs tilstand. Hun troede ikke på, hvad han havde sagt, men drejede alligevel hovedet for at se. Den fremstrakte hånd indeholdt ganske rigtigt hendes pung. Hun havde taget fejl. I øjenkrogen fangede hun noget. En totenschlæger. Den samme som hendes søster havde mødt. Det samme som var det sidste hendes søster så. Hun så aldrig hånden våbnet eller personen bag hånden, men alt dette var også ligegyldigt nu. Nu vidste hun, hvor frygteligt meget, hun havde taget fejl.