Jeg mærker en hånd stryge ned langs min rygrad og hvile ved halebenet. Derefter bevæger den sig langsomt ud på min venstre balle og omfavner med alle sine fem fingre. Jeg undgår ikke kuldegysningen, der bevæger sig samme vej ned gennem min krop, og jeg mærker dit smil som solstråler mod min ryg. Du er nøgen som jeg.
Jeg kan ikke se på dig, ikke ved tanken om, at det er sidste gang, vi vil ligge sådan her. Hvis jeg vender mig om og ser ind i dine øjne, vil klumpen i min hals opløses og en uendelig gråd vil få frit løb. Der er intet ophør i sigte, intet lys for enden af tunnellen. Jeg vil aldrig kunne stoppe igen. Det ved du, og derfor siger hverken du eller jeg noget.
Jeg har vejet og målt min frygt. Jeg vil hellere lade den lille boble, der rummer hele vores verden, stige til vejrs og ud af syne, end risikere en stor, fed finger, der brister alt fint og smukt, komme for tæt på. Min far har sådan en finger. Ligeså min mor. Og mine venner.
Men jeg er bange for, at vægten i maven er fejljusteret, og jeg er bange for at miste dig. Jeg har aldrig været forelsket før, så hvordan kan jeg vide, hvor meget kærlighed vejer? Hvis deter sandt som det siges, at man først virkelig ved, hvad man har og hvad det er værd, når man mister det – så er det at træffe et valg som dette som at stå på randen af afgrunden, læne sig forover, og give dybet fingeren.
Sengen giver efter, da du sætter dig brat op. Jeg hører også lyden og griber ud efter min bluse, som jeg har på i det sekund, det banker på døren. Det er din mor og hun ser bekymret ud. ”Jamen piger dog, hvordan kan i lukke jer inde på denne måde, når solen skinner så dejligt udenfor? Værsgo Sarah,” siger hun og giver dig to glas hyldeblomstsaft. Dine fingre sætter mærker på de kølige glas. Jeg kigger op og får øjenkontakt med hende et øjeblik før døren lukkes igen.