"Kast dine skygger ind i mig," sagde hun.
Lige da hun sagde det, skød mine tanker ud i alle retninger nærmest som et træ af lyn. Og så faldt alt ind eller ind mod hinanden, et glimt af gnisterne bag mine øjne i hendes øjne og så mørke og intens varme.
Mine sanser startede langsomt op igen. Jeg mærkede varmen blive fordelt ud i kroppen. Det piblede og sitrede i mine fingrer, da jeg greb fat om bænkens kant. Jeg skød hovedet langsomt frem, så mit hår rejste sig, og vinden svitsede mine kinder og brølede ind i mine ører. Et billede ad gangen, tænkte jeg og åbnede øjnene. Første billede var flydende lys, andet billede var med lidt flere konturer, og tredje billede var chokerende klart. Jeg åbnede øjnene helt op og så vinden, der rev havet op, og den hvide sol, der brændte det yderste af skyerne. En ny, dramatisk verden i sort/hvid marcherede ind mod mig fra alle sider.
"Hvor er vi?" spurgte jeg, da jeg atter iagttog hendes blik lægge sig ud over havet. I den nye verden bølgede hendes hår bag hende som en flamme, der roligt slubrer vindens liv i sig.
"Hmm. Hvordan mener du?"
Jeg tav. Jeg forstod ingenting. Jeg prøvede egentlig at spørge hende om alt.
"Hvor er farverne?" spurgte jeg til sidst.
"I dit hoved," svarede hun. "Farverne er ikke ude i havet bag horisonten. Vinden har heller ikke blæst dem om bag os. Bare gør, hvad jeg sagde, du skulle gøre. Du får lov at beholde det vigtigste."
Så begyndte jeg at rive skyggerne ned fra verden med mine ord. Jeg må have begravet hende i skygger. Havet blev blåt igen, bænken brun og græsset grønt. Solnedgangen lyste som en engel, da jeg igen vendte mig mod hende igen. Kun horisonten mødte mit blik. Hun var der altid når jeg kiggede mod hende. Det gav ingen mening. Jeg råbte hendes navn så højt ud over hele grunden, at min mor pludselig stod ved min side.
"Det er jo det, vi altid har sagt," sagde hun. "Fantasivenner varer ikke for evigt."
Det kunne ikke passe. Jeg kiggede desperat overalt. Til sidst satte jeg mig og ledte efter svar i solen. Snart kunne jeg fornemme hende smile lige bag mig, nede fra mørket.
"Jeg vil altid følge dig." Hvis hun kunne, havde hun blinket. "Kast dine skygger ind i mig," sagde hun.