Jeg åbnede forsigtigt døren, med et stort smil, på mine ellers små læber. Jeg gik forsigtigt hen ad gangen, ud i fællesarealet, hvor min familie og min søde kæreste, ville stå og vente på mig. Det føltes som om, at det tog flere minutter at gå de få meter. Der nåede at flyve mange tanker rundt i mit hoved – men ingen negative. Jeg kunne kun føle glæden ved at være færdig med 3 hårde år på STX, hvor jeg havde kæmpet en brag kamp. Der havde været medgang og modgang, og jeg havde klaret det. Jeg var klar til at modtage min studenterhue og klar til at være en rigtig voksen. Det var nu et helt andet liv jeg skulle i gang med – jeg ville holde et år, hvor jeg rejste ud i verden, det var jeg sikker på. Og derefter videre over til Roskilde, for at studere på universitetet. Men nøj, hvor var det en stor verden, der pludselig åbnede sig for mig.
Jeg åbnede den store dør, ud til fællesarealet. Jeg kunne se min familie, de stod lige dér. En bølge af glæde, tårer og angst fløj igennem mig, for hvad skulle jeg derefter give mig til? Jeg nåede ikke at tænke længere, inden min mor stod med armene rundt om mig. Der var ikke tvivl om, at hun var stolt af mig. Jeg kunne kigge rundt i lokalet, se min lillebror stå med huen, se min far stå med en kurv fyldt med vin, chokolade og andre godter, se min kæreste stå op ad den hvide stolpe, der matchede så fint med hans har. Det var en glædens dag, og der kom tårer fra alle kvinderne i familien, ikke et øje var tørt.
Jeg undrede mig dog lidt – det var en glad dag, men alligevel kunne jeg mærke angsten i mig. Jeg skulle flytte hjemmefra, leve et liv for mig selv. Jeg skulle leve uden min mor. Hvordan ville det dog gå mig?