" hi hi se Tanja, se denne sjove dæmning jeg har lavet ." Lene lå på knæ ved det lille vandløb, hun gravede ivrigt i mudderet, fik fat i sand fra vandløbets bund og trak det op på den lille dæmning, klappede på den med begge hænder, så dæmningen blev mere og mere fast. Tanja kom hen og hjalp til, og da de nu var 2 til dette arbejde, tog dæmningen hurtigt sin færdige form, og stod som en stærk fæstning i vandløbet. De 2 piger så tilfredse på resultatet af deres arbejde, dæmningen stoppede vandet og nu stod det højere og højere i det lille aflukke, snart ville det flyde udenom på nye veje.
" Kom vi laver en ny vej her, også måske et vandfald ovre ved stenen," Tanja var allerede begyndt at udgrave en ny lille rille i sandet, hun havde fundet en pind, som hun brugte til graveredskab, Lene faldt straks i med graveriet, og med begge hænder tvang hun lerjorden til side, og snart begyndte et nyt lille vandløb at tage sin facon..

" Hvad fanden laver i ?" . De kiggede forskrækket op ved det bryske tonefald, og der i solens siluet stod 3 lidt større drenge, truende med armene i siden og gloede forurettede på dem. De stivnede, tog sig endelig sammen, sprang op og rykkede tilbage.
" I har ødelagt det hele ", Erik den ældste gik truende et skridt hen imod dem, " det er vores vandløb."
" nej, nej vi har bare lavet det fint," forsøgte Tanja, mens de begge rykkede længere tilbage i takt med at drengene rykkede frem.
" k k kom," stammede Lene, og rykkede Tanja i ærmet, " vi løber,"
På sekundet satte de i løb og løb som var det for livet, hen ad grusvejen, væk, væk , væk.
De kunne høre at drengene var lige i hælene på dem.
Angsten hamrede i deres bryst, uvisheden om hvad der ville ske hvis de blev fanget, eller rettere visheden, de havde begge hørt om disse drenge, og var angste for de bank der ventede dem. Væk, væk. løb de, de kom ud af byen, var på vej ud af en lang grusvej med skov til begge sider. Men de kunne ikke blive ved med at holde stand, drengene var både større og stærkere. De stoppede forpustede op, Lene var begyndt at græde.
De stod der overfor hinanden drengene og de. Drengene stadig truende.

" Hvad sker der her," Det var Thomas, der kom cyklende. Den ene af drengenes storebror. Drengene kiggede forlegne på ham, Lene og Tanja stod begge og græd nu.
" Kan I ikke se de græder, kan I så lade dem være, hvad tror I ikke de vil sige til deres forældre, smut med jer, "

Lettelsen stod ud af Lene og Tanja, reddet i sidste sekund.