Mikkel stod nervøst og rettede på sin uniform. Dagen var kommet, hvor han skulle vise sit værd og overbevise alle om, at han hørte til i korpset.
Ved Mikkels side havde han sin ungdomsven Henrik, som også havde valgt at blive brandmand. De havde været gennem tykt og tyndt sammen, og nu havde skæbnen valgt, at de på samme dag skulle få deres dom angående deres fremtid.

Mikkel vendte sig mod sin ven og sagde "Held og lykke. Håber vi begge klare den."
"Du kan være helt rolig gamle ven, jeg er sikker på, at vi opnår et rekordniveau i dag." sagde Henrik med et lille smil på læberne. Mikkel smilede tilbage og sagde "Håber, du som sædvanlig får ret."

"De kommer nu." råbte en mand, der stod lidt længere nede i rækken. De var ialt 12 mand, som skulle forsvare deres drømmes fremtid i dag.

Ind på pladsen kom brandmajoren i sin tjenestevogn, fulgt af yderligere et par biler med observatører.

Brandmajoren stillede sig op foran rækken af unge mænd, og så dem lidt an. "Drenge, nu er dagen kommet, hvor vi finder ud af hvem af jer, der med rette kan kalde jer mænd," sagde majoren højt. "I har alle trænet til dette, og nu skal i bare bevise os, at det er jer vi skal satse på fremover. I ved hvad i skal gøre, så jeg vil bare ønske jer alle held og lykke. Gå nu ud til hver jeres brandslange og vent på at øvelsen starter."

Mikkel gav Henrik et klap i ryggen og løb ud til sin slange. Da han stod og ventede, kunne han mærke sommerfuglene i maven, og hver en muskel i kroppen føltes spændt. Han var klar, og ventede nu bare på, at blive sendt i kamp.

Over højtalerne kunne man høre en skrattende stemme "3, 2, 1, start."