Linda havde grædt da jeg smækkede hende i ansigtet med fluesmækkeren. Jeg plejer at slå med hånden, men nye redskaber må i brug når den lille kælling ikke kan opføre sig ordentligt. Det var også det eneste jeg kunne slå hende med der var lige i nærheden. Hvis hun absolut skal kalde os kærester, så må hun lære at finde sig i at jeg bestemmer, og hvis hun ikke kan holde kæft må hun betale prisen med ar og brændemærker – hvis det overhovedet er nødvendigt at gå så langt. Hun begyndte at snakke om ligegyldige ting, at ævle løs om advokatnumre, mødedatoer i retten og hvad fanden hun ellers kunne finde på – ergo, hun fortjente slaget.
Fortovet ser lidt slidt ud, men mine fødder slæber sig alligevel henover den friske sne. De havde ellers ikke lovet en hvid jul. Det er besynderligt at jeg kom til at tænke på min kæreste – det er første gang hun har været præsenteret i mine tanker, siden vi flyttede sammen. Jeg nærmer mig huset. Mine ben er trætte. Det er lidt ironisk at gå når man arbejder hos et transportfirma. Udenfor huset kan jeg se min kællings ungdomsven tripper ud fra indkørslen i hendes luderstøvler. De pissegrimme støvler, der går op over knæene og er lavet af læder. Hun skulle kraftedme også have et par flade. Hvis Linda har sladret til sine små papveninder, så får hun det betalt. Jeg sætter farten op hen mod huset, og bliver alligevel overhalet af en tjenestevogn. Min tjenestevogn, fra mit transportfirma. Jeg har hovedpine, mine øjne svier. Linda løber ud fra huset til hendes veninde. En kollega med en uniform, magen til den jeg har på, stiger ud af bilen. Lindas arme bærer på nogle flyttekasser. Min krop er fastfrosset, jeg kan se at Linda har små sår på kinden. Så hårdt slog jeg ikke, gjorde jeg? De bliver ved med at bære ting ud i bilen.
Sneen pisker mig i ansigtet. Linda, som jeg elsker. Hun kan ikke flytte fra mig. Hvad skal jeg gøre uden hendes store glimtende øjne? Jeg kan mærke at min røv bliver tung, og lander nede i sneen. Kulden er intet i forhold til den brusende vrede i min krop. Hun kan ikke bare flytte fra mig, der har hun ikke magten og kraften til. Jeg lægger mig ned. Mine ører fryser. Himmelen har et helt specielt hvidt skær, det skær Linda kalder vinterblå. Solen gør ondt, helt inde bag mine øjenæbler. Jeg elsker Linda.