25 år, og nu står vi her igen. Samlet, som var vi gået 25 år tilbage igen. Som var disse 25 år aldrig hændt.
Men årene havde sat sig. Sat sig på huden, på håret, på tøjet, på arbejdet, på børnene, på ægtefællerne og ikke mindst på hjertet og sindet. Vi var ikke sanselige eller rebelske. Ej heller opdagelsesrejsende. Eller outsidere. Det sidste var måske så meget sagt. Men i hvert fald var vi ikke længere ungdommelige venner. Vi var ungdomsvenner og intet mere. Ungdomsvenner som hørte en anden tid til, for nu var vi ikke engang venner. Vi var ansvarlige voksne med karriere, børn og et ægteskab at holde styr på. I hvert fald for de fleste af os. Bare ikke mig.
Alle andre satte rekordniveauer i deres hverdag. Jeg satte ingen.
Nu satte jeg mig for enden af bordet på den brune stol. Folk snakkede omkring mig, som skulle de indhente de fortabte 25 år. Jeg stirrede ned i jorden og ville gerne have iscenesat en evakuering. At kunne evakuere alle fra dette rum, fjerne folk og placere dem i deres perfekte lille hverdag igen. Bare udslette denne falske lille kulisse af middelaldrende fjolser, som tror at de 25 år, ikke betyder noget.
Jeg pillede lidt af det brunede skind af stolen. Jeg kunne lige så godt sidde i en brun mudderpøl. Sådan følte jeg det faktisk. Jeg, alene, i den brune mudderpøl, mens alle andre var til middag hos dronningen. Som de troede de sad og drak af krystalglas og spiste af fint porcelæn, mens de bare sad og drak papvin af et plastikkrus og spiste kold, svampet forloren hare af en plastik tallerken.
Efter 20 minutter sad jeg og legede lidt med tanken om, at fordufte lige så stille. Eller måske skulle jeg lave en drabelig dramatisk scene. Den var svær. Jeg funderede over mine valgmuligheder.
"Hej Erik, jeg vidste slet ikke du var her. Hvorfor sidder du herovre i krogen? Vil du ikke med over, så kan vi snakke lidt om gamle dage. Åh, de dage! Kan du huske Hr. Janssen? Tænk han døde sidste år. En skam, han var sikkert en fin person, selvom han var så gnaven ..."
Mine kinder blussede lidt. Jeg kunne godt huske hr. Janssen, han var faktisk altid lidt gnaven. Måske skulle jeg hellere blive, vi havde jo trods alt ikke set hinanden i 25 år.