Jeg holder vejret, mens jeg observerer, den kendte følelse af vanvid. Den sprudlende dog skjulte helt meningsløse tilværelse af mig, jeg, mit selv. Jeg kan lide at observere, men for gud skyld aldrig konkludere noget, det er meningsløst. Jeg holder mit vejr, bare til jeg kan føle at jeg lever, og så er det nok! Det er frygteligt, dette vanvid, denne absurde, dog sande, skjulte, tankestrejf som kvæler det godtroende glade sind. Jeg kan lide at observere. Det indre og ydre forsvinder i helheden af mit indre kaos som vælter mig omkuld, mens jeg gisper efter vejret. Jeg har lyst til at råbe mit kaos ud, men det eneste der formår at fortælle noget er mit hjerte, der galopere af sted. Jeg er observatør, slog det mig en dag, det er mit livs kald. Jeg skal se det som de andre ikke formår.

Jeg er observatør, formulere jeg mig frem til, mens de andre leger blinde buk i den vrimlende mængden. Jeg står på toppen af, mit sunket bjerg som førhen blev forgyldt af ordets lystige fantasi, men nu er det kun et minde om svunden tid. Det er jo vidunderligt, men samtidig grufuldt at observere livet. Jeg er observatør, livets sminkør, jeg maler dit smil, mens du ser på mig og svarer med dine øjne. Mit sprog, er bag mine øjenlåg, dybt inde i mine dybe brønde, som kun nogle kan forstå. Jeg observerer stilheden bag lukkede døre, observerer dit ansigts mimik som tømmer tomme ord ud i rummet og absorberer din lyd.

Jeg ser meget mere, end du formår, jeg ser det glemte og grimme fra dagen i går, jeg ser det smukke som du gemmer inde bag din krop. Jeg er livets observatør, ja det er forunderligt men det er det jeg gør, du spørg mig er det liv nok for dig? Hvad kan jeg svare dig, for mig er det første skridt på en rejse mod livet, men lige nu stråler stjernen over mig og selvom den en dag slukkes, er det en del af livets observation.