Jeg åbnede døren, og den karakteristiske lugt af tandlæge væltede imod mig. Mit hjerte begyndte instinktivt at slå hurtigere, og jeg begyndte at svede. Jeg gik hen mod skranken og fik nervøst stammet mit navn. Ekspedienten smilte beroligende, og jeg fik fremtvunget et lille smil. Jeg satte mig på en af de ubekvemme træstole, og kiggede rundt i værelset. Lyden af boret og suget rungede ud fra tandlægerummene. Det var en broget skare af mennesker der sad i værelset. Gamle og unge, mørke og lyse, de så alle sammen ud til at føle sig skidt tilpas. En ældre dame hostede irriterende, og det lød uendelig høj i det stille værelse. Fra enden af gangen hørtes små børnefodtrin, efterfuldt af en størres fodtrin. En lille pige kom til syne, og hendes øjne var helt røde af gråd. Tandlægen kom bagefter, og han satte sig på hug foran hende. ”Det klarede du jo rigtig flot. Hvis du går hen til den unge dame der sidder ved skranken, er jeg sikker på at du må få en lille ting” Den lille pige voksede ligesom et par centimeter, og et lille smil skilte hendes læber. Hun nikkede og gik med strålende øjne hen til damen, der smilende lod hende vælge en lille plastik dims fra en skuffe. Jeg rystede svagt på hovedet, og tænkte tilbage til den gang man var barn, og hurtigt glemte smerten fra boret.
Boret. Jeg kunne se det for mig. Se tandlægestolen for mig. Hvordan tandlægen lænede sig ind over mig, og roligt forklarede at de lige skulle ordne et lille hul, og derfor skulle bedøve mig. Jeg forestillede mig nålen, og huskede smerten når de stak den ind i kinden på mig. Jeg kunne høre lyden af boret der blev startet, og føle hvordan smerten skar gennem min mund. Mærke tårerne løbe ned ad mine kinder, og koldsveden hagle af mig. Hører tandlægerne sige at de lige snart er færdige. Mit hjerte hamrede mod mit bryst, og jeg rystede svagt.
Den irriterende hoste, fra den ældre dame, rev mig ud af mit skrækscenarie. En anspændt stemning hang over værelset, og jeg opdagede at de alle var bange på en eller anden måde.
”Amanda Hovman?” jeg så op på en dame i hvid kittel, der bad mig følge med. Jeg gik med ned ad den lange gang, og følte at jeg gik imod livets ende…