Jeg gik langs stranden. Det var en skyfi dag. Fuglene fløj højt oppe i luften og sammen lavede de sig en ring. Vinden blæste i mit hår og sendte en strøm af glæde frem i mig. Mindes de gange hvor jeg som meget lille var sammen med min mor og far på stranden. Vi plejede altid at gå en masse ture langs stranden og at kaste smut i vandet for at se hvem der kunne have den højeste rekord.

Solen skinnede af fuld kraft og strålede mig direkte i ansigtet. Holdte hænderne op foran mit hoved. Strålerne fra solen varmede min krop op, så jeg svedte, men jeg nød det. Det var så ubeskriveligt smukt at se stjernernes mor stråle af varme og kærlighed til én.

Omkring mig var alting stille, kun vandets brusen kunne høres. Vandet kunne gang på gang hele mine indre sår og kunne give mig trøst, når jeg havde brug for omsorg.

Her langs vandet gik jeg altid hen, når jeg havde brug for et pusterum. Her gik jeg hen, når jeg havde behov for at trække vejret stille og roligt uden at skulle tænke på det stresserende arbejde som ventede anspændt på jeg skulle komme og lave det. Alle folks forventninger levede ikke her.

Mit hjerte hamrede af sted og længdes inderligt efter en kæreste. En fyr som tog mig for den som jeg var og som ikke blot tænkte på udseendet, men også på det indre. Han skulle ikke forvente noget af mig. Kun at jeg var mig selv.

Alting omkring mig blev sort og kunne ikke længere se stråene i sandet. Mine tæer kunne mærke det kolde sand, men jeg kunne ikke se det særlig tydeligt. Det eneste lys der var, var stjernerne på himlen. Karlsvognen, Thors Hammer og andre stjernebilleder var på himlen, hvilket var en fantastisk oplevelse.

En af stjernerne blinkede til mig. Måske var der nogen som tænkte på mig? Mon en fra min familie i himlen så på mig lige nu og oplevede mit liv som det var?