Bip, bip, bip... Jeg trækker dynen op over hovedet, man skulle tro vækkeure er fremstillet med et lille spionkamera, så en eller anden fyr i Japan kan få sig et billigt grin, når man endelig står ud af sengen med morgenhår, fordi lyden bliver mere og mere intens. BIP, BIP, BIP...
Gad vide om min tante er bekendt med min gamle måde at slukke vækkeure på, siden hun har fået det her skruet fast i natbordet?
Jeg rækker armen ud og slår vækkeuret til tavshed, sidder lidt på sengen inden jeg går over til vinduet og trækker det store tunge gyldenbrune gardin til fra. Selv støvet der danser i den stribe sollys der skinner ind på værelset virker træt. Jeg finder mine gamle jeans og den røde trøje, må hellere skynde mig at komme ned til morgenbordet, kan lige høre min tante for mig "det kan godt være du ikke er vant til regler, men her følger vi altså visse regler, det er trods alt en Herregård og ikke din etværelses lejlighed på Nørrebro".

Da jeg kommer ind til morgenbordet, fanger mine øjne den blå seddel der ligger ved min tallerken. "Kære Susanne, jeg stod tidligere op i dag, og har allerede spist, så du skal ikke vente på mig. Jeg har en masse ting der skal ordnes med den nye gartner.
Første gang i en uge hvor jeg spiser i stilhed, tænder et stearinlys for hyggens skyld og tillader mig at slubre ved den første tår kaffe, da der ikke er nogen til at sende mig et strengt blik.
Da jeg er færdig med med at spise, overvejer jeg hvad dagen skal gå med, burde nok få startet på min opgave, har altid synes at starten og slutningen er det sværeste. Da døren til mit værelse går op, fundere jeg over om det er et forkert værelse, på sengen ligger der en lille brun pakke, der står: Til Susanne. Mærkligt jeg har ikke hørt nogen komme eller gå, tager forsigtigt pakken op og åbner den. Det er min tip oldefars leksikon,
jeg kigger overrasket på det gamle slidte leksikon, for det siges at det blev brændt ved den store brand her på Herregården i 1870.