Jeg sidder stille på sengekanten og lader mine fødder lege i det tidlige sollys der strømmer ind af vinduet, trækker vejeret dybt et par gange inden jeg er klar til at rejse mig, går ud på badeværelset og mens bruseren løber kigger jeg i spejlet, stirrer mig selv i øjnene mens jeg messer " ingen kan se det, ingen kan se det".. Går ind i brusekabinen og lader det varme vand skylle ned over mig, prøver ihærdigt ikke at være for grov mens jeg vasker mig. Messer igen " Ingen kan se det"... Trækker i et par jeans med lav talje, vurdere hvilken bluse der matcher bedst dertil, ender med at tage den hvide med det sorte hjerte på. Endnu engang går turen til spejlet, jeg sætter mit hår op i en knold, og studere mit spejlbillede. "Smil" hvæser jeg til mig selv, "hvis du ikke smiler kan alle se det. "

Da jeg går ned af gaden mod bussen, føler jeg at alle stirrer på mig. Knuden inden i mig vokser, måske var jeg ikke grundig nok i badet, måske skulle jeg have brugt den hårde børste, følelsen af urenhed skyller ind over mig. Trækker vejret dybt igen. Tænker for mig selv "smil nu for pokker". Buschaffuøren nikker til mig, da jeg har vist mit buskort, sætter mig bagerst i bussen, gemmer mig. Kigger ud af vinduet og ser hvordan husene glider forbi mine øjne, pludselig stopper bussen. Jeg kigger op for at se hvem der har stoppet min lille hypnose. En fyr med brunt hår og krystalklare blå øjne, jeg har set ham før her i bussen, han ser mig i øjnene og det føles som om han kigger lige ind i min sjæl, han smiler til mig. Jeg mærker at knuden i min mave begynder at røre på sig, kvalmen skyller ind over mig, men alligevel lykkes det at få et lille smil over mine læber. Bussen begynder at køre igen, men jeg kan ikke fokusere på husene mere, fyren sidder lige foran mig og jeg begynder at spekulere på om han mon også bærer på en sort hemmelighed?