Jeg begiver mig ud på en lang rejse. Jeg ved at jeg aldrig vender hjem igen. Det eneste jeg kan se foran mig er en barnevogn med en skrigende baby. Det eneste som kan komme tilbage nu og mindes denne afskyelig dag, er virkeligheden. Jeg havde egentlig tit tænkt på bare at tage mine sko af, og løbe så hurtigt jeg kunne. Væk fra alt som gav mig denne elendigt følelse af vold i min krop. Nu skulle jeg tage springet. Jeg står og beundre en masse blinkende lys. Kigger mig omkring, og tænker ved mig selv, "hvor kunne jeg være henne"? Dette sted gav jo ikke nogen mening. Jeg går to skridt til højre, og jeg kan sagtens høre hvor hurtigt min vejrtrækning bliver. Jeg standser op, bare i 2 sekunder for at gå ligefrem. Jeg ser flimmer. En baby der skriger. Hvor kunne jeg nu være? Jeg turde ikke at nærme mig den baby. Den gav en følelse af frustration. Jeg begav mig hen mod en stor dør. Jeg tipper hovedet ned af, og ser en gammel mand foran mig. Jeg kunne lugte ham så stærkt i min næse, at jeg måtte holde mine små gispe lydløse. Han har stort og langt gråt/hvidt skæg. Han lugter som min far. Jeg falder. Jeg falder i et dybt stort hul, og jeg er pludselig tilbage til lysene. Denne gang er der også musik. Der sidder en masse mennesker og griner og snakker, og jeg er svimmel. Jeg forstår ingenting af dette. Jeg føler min tæer er skruet fast til gulvet, da jeg begynder at ville gå hen mod en mand, som ser meget bekendt ud. Jeg presser mig selv frem af, og i min vildeste fantasi, ser jeg min far. Min far er en ung sømand, og min mor sidder ved siden af. Jeg vinker til dem begge to, men det er som om de ikke husker hvem jeg er. Jeg falder igen tilbage i et sort dybt hul. Denne gang stod jeg helt henne ved barnevognen. Jeg måtte tage mod til mig, for at kigge derned i. Men der var ingen...