Jeg venter. Det føles som en evighed, men jeg bliver ved. En lugt af rensecreme og håndsæbe ligger i luften. Jeg kigger rundt. Fem. Tre voksne, et barn, også mig. Det hvidmalede rum, med store vinduer, følelsen af kedsomlighed. Stativer med ugeblade og aviser hænger på næsten enhver mur, et forsøg på at gøre ventetiden hyggelig.

Ungen hyler. Den kædedragtsklædte far forsøger uden held at få sagen under kontrol. Han skælder ud. Drengen hyler bare højere. Hvorfor det ikke er drengens mor, der er her? Faren er jo tydeligvis ikke vant til det.

Er det fordi at hun er syg selv? Eller hører de med til de hysteriske forældre, der tager drengen med til lægen uden grund? Er de mon skilt? Efter et forfærdeligt ægteskab, gav hun måske op? lod det ligge bag sig, og gik? Eller er moren død? Døde hun ved fødslen? Har der nogensinde været en mor? Faren er måske homoseksuel? Har han adopteret drengen? Jeg kigger nysgerrigt på ham. Faren får styr på drengen. Sur og utilfreds sidder han nu og leger. Jeg tager mig selv i at sidde og stirre på dem. Jeg kigger væk. Alle har ret til at være lykkelige.

Jeg kigger nervøst i et ugeblad. Hader at vente. Sidder uden nogen anelse om hvad der kommer til at ske. Jeg ligger bladet, kan ikke koncentrere mig om at læse, venter på mit navn bliver råbt højt. Jeg kigger rundt. De to andre sidder sammen. En mand og kvinde, meget unge. Kvinden har en stor mave. Hun er gravid. Hvordan fandt de mon sammen.

Hvorfor er hun gravid? Var det et uheld? Var det planlagt? Er han faren? Bliver det en dreng? En pige? Er de glade? Er de klar? Hvad skal det hedde? Er der noget galt? Er det et tjek? Jeg håber de bare er til tjek, andet vil være en skam. Jeg vrider mig i stolen. Jeg hader at være til lægen. Det er aldrig rart. Tiden der bare synes at gå meget langsommere, lugten, ugebladene og de ubehagelige stole. Alt sammen proppet ind i et lille kalkhvidt rum, med store vinduer og et lille hjørne til børnene. Jeg kigger på uret. Tæller sekunderne.

Når til tyve. Mit navn bliver råbt op, jeg bevæger mig mod døren. Nu sker det endelig. Jeg kigger en sidste gang mod uret, hvor lang tid har jeg ventet, hvor mange timer? Femten minutters evighed.