En lille pige glemmer, med en øjeblikkelig forundring over de nyudsprungne Petunia blomster, at hun har en vaffelis i hånden. Isen flygter hastigt fra pigens hænder og havner midt på stien.
"Hvad har du gjort?" råber en ung kvinde med tørklæde, sandsynligvis pigens mor.
"Dumme barn!"
Det pludselige skift fra at være overdådig lykkelig til at stå midt på stien, tomhændet og uden mening, resulterer i nogle få intetsigende øjeblikke hos pigen. Hun begynder at græde og bliver slæbt væk af kvindens kraftige hånd. Et lille blad river sig løs fra valnøddetræet og havner på toppen af isen. De smelter sammen.

En gammel mand sætter sig på en grøn bænk i parken. Han har en sort, gammelmandshat på hovedet og et gammelt jakkesæt hvis farve nogenlunde svarer til hatten. Skoene er nærmest grålige, men har nok også været sorte engang. Hans ansigt er udtryksløst. Sådan har det været siden han for første gang dukkede op i parken, engang for 5-10 år siden. Tiden der er gået er ligeså slidte som hans sko. Han sidder der som regel hver dag og kigger på de forbigående. Han bliver ved med at kigge, som om han søger noget, et svar, en person, et udtryk.
Manden rejser sig fra bænken med et suk og tager nogle lange men forsigtige skridt mod isbilen. Han køber en is med to kugler, en brun og en hvid. Så går han langsomt sin vej. Et grønt blad river sig løs fra valnøddetræet og havner på bænken hvor manden sad. De smelter sammen.

En ung pige tager nogle forsigtige skridt mod valnøddetræets enorme stamme. Hun ser sig nærmest rutinemæssigt til siderne, før hun sætter sig ned og læner sig op af træet. Hun tager et lille hæfte og en kuglepen op af sin taske og placerer hæftet op af sine bøjede knæ.
"Fortæl mig nu" siger hun. "Fortæl mig hvad du har set i dag."
Hun venter. På et svar. Et udtryk.
Et visent blad river sig løs fra valnøddetræet og havner på hæftets tomme blad. Pigen begynder at skrive. De smelter sammen.