Klingen giltrede forventningsfuldt. Som altid når Elena skulle i kamp, fandt hun ro i klingens glitren i solen. Pedro stod foran hende med et grumt smil. Han hævede langsomt sin fleurt og angreb pludseligt og hårdt. Elena nåede knap at parere. Hans hurtige huk gjorde udfald mod hendes hals og bryst. Hun kunne ikke nå at angribe. Hun forsvarede sig, men langsomt gik sandheden op for hende. Hun kunne holde Pedro hen, men ikke i lang tid. Hun var allerede træt. Svedens perler løb ned af kinderne på hende. Pedro fortsatte som om han slog til et barn. Ved hvert slag var hendes fleurt ved at glide ud af hænderne på hende. Det sitrede i fingrene. Det var et spørgsmål om to-tre slag igen. Hendes fleurt landede med et blødt blump i sandet. Forsvarsløs. Pedro gav udfald til et sidste huk. Klingen glitrede forventningsfuldt... En mørk skikkelse gled ind foran hendes synsvinkel, og Pedros krop faldt sammen. Livløs. Fyren foran vendte sig om og smilede. Det var Alejandro. Elena rettede sig irriteret op og sendte ham et dræberblik. "Jeg klarede den fint selv" hvæsede hun og samlede sin fleurt op. Alejandro grinede. "Det kunne jeg se" sagde han og satte sin fleurt i skeden. Elena skulede. Så drejede hun om på hælen forlod Alejandro der stadig klukkede. Pludselig vendte hun sig om. Hun hævede sin fleurt med et roligt smil. Alejandro fangede hendes blik Han grinede igen. "Det vil du ikke" sagde han. Elena Smilede skævt. "Vi får se." Klingen glitrede forventningsfuldt.