Allerede få minutter efter, at det skete, var jeg klar over det.
Et par timer efter var der andre der rådede mig til det.
Nu er jeg temmelig sikker på, at det er sådan jeg skal forholde mig. Fra nu af og fremover. Ellers er jeg på vej ind i en meget skrøbelig fremtid.
Min gamle udlejer, er kommet forbi...står og ser på mig med en faderlig mine og så kommer ordene:
"Tak du Vor Herre for, at det ikke gik mere galt....der er nogen der holder hånden over dig.....du skal altså til at, passe på dig selv". Den samme gamle remse blev brugt før det gik galt, og åbenbart lige så anvendelig efter det er gået galt. "Forudsigeligt"...hvisker jeg stille for mig selv. Et par linjer altid klar, til enhver lejlighed med den mindste smule af eksistentielt indhold. Jeg har jo hørt de linjer mange gange før. Kalder den i mit stille indre for -Dement sangen.
Jeg smiler nervøst. Ordene har alligevel en vis tyngde. De sætter sig, tungt på brystet, før de lader sig fordøje.
"Tak, fordi du kommer, det er frygteligt pænt af dig", ytrer jeg med en vis autoritær respekt.
Min gamle udlejer, er ikke udlejer mere. Vi er for længst blevet en andelforening, men han fører sig fortsat frem som ejer og udlejer. Jeg bliver i rollen, som den ydmyge lejer, for hans skyld. Vi havde det godt engang, sådan på -Up and Down Stairs- manér. Nu er han er også alvorlig dement.
"Ja....jeg hørte det jo fra hende der, Formandinden...at du var her...og tænkte, en frygtelig historie...som jeg lige ville vende med dig...imens du er i stand til det". Han begynder gudhjælpe at smågrine i skægget. Han er ikke så lidt fræk og så hans morbide humor. Det får mig alligevel til at trække på smilebåndet. "Hvad er problemet?", jeg er er stadig uklar over hans egentlige ærinde.
"Jo, ser du", hans tankerække er svækket et øjeblik, men pludselig lysner det, "Ja, det jeg ville sige...ved du hvor den store grensaks er?". Han ser intenst på mig med store stikkende øjne.
"Hvad!!!??....hvor i alverden skulle jeg vide det fra, du må have forlagt den et eller sted i haven...og glemt hvor, hvad har du sidst lavet i haven?". Jeg er forundret og kan se, at han er forvirret.
"Nå, nej, det er klart...du ligger også her....hvorfor gør du det?....nej det er jo alt for galt, jeg havde nær glemt min lille gave til dig". Han rækker mig to pakker, lange røde Pall Mall.
"Tak...jeg ryger ikke mere, aldrig mere". Siger jeg med dyb alvor.
"Nå, hvornår er du holdt op, du røg da forleden til mødet, kan jeg huske....er det ikke sandt?".
"Jo, rigtigt, da havde jeg heller ikke fået min blodprop i hjertet".
"Nå da,.. du er ikke kommet på, hvor du har gemt den grensaks?. Han ser intenst på mig med store stikkende øjne.