Hjertet galoperede derudaf i en grad, så den dunken jeg havde i øret, overdøvede det han sagde til mig. Måske var det alligevel ikke helt gennemtænkt, men jeg kunne ikke krybe udenom, ikke nu. Jeg følte wiren brænde i mine hænder, da jeg så ned.. helt derned, mod jorden langt under os. Luften sad fast i min hals, fuldstændig umulig at komme af med. Jeg så hastigt på ham, han så afvæntende på mig, som om han havde opgivet, og overraskelsen stod malet i hans ansigt, da jeg strakte armene ud til siden, lukkede øjne og lod mig falde forover.