Hun tager en neon gul tekande frem og fylder den med te, som har en stærkt duft af kamillete. Duften spreder sig omkring os og det minder om vores fortid sammen. Vores lykkelige forhold. Jeg beundrer hendes velplejet og smukke blonde hår, som hænger ned over hendes smalle skuldre. Selvom det er et år siden vi sidst sås, var det som første gang vi mødtes. Jeg kan stadig ikke fjerne blikket fra hende.

Jeg har sommerfugle i maven og jeg har en trang til at kysse hendes bløde, fine læber. Hun ser hen imod mig og ser straks lige igennem mig. Hun regner med det samme ud af hvad jeg tænker og føler. Hun kender mig for godt.
- Åh nej.. det går altså ikke" Mumler hun og sætter tekanden fra sig. Jeg forstår hende ikke med det samme og stiller mig hen overfor hende.
- Hvad mener du?" Spørger jeg, selvom jeg godt kan fornemme lidt, hvad hun vil sige. At vi er ekskærester og ikke kan ses.
- Du har jo stadig følelser for mig! Vi kan ikke ses, så længe en af os har følelser for hinanden. Det virker forkert. Ikke kun imellem os men også..." Hun stopper sig selv og bider sig selv i underlæben i stedet. Jeg prøver at få øjenkontakt med hende, for at jeg bedre kan aflæse hende og hendes signaler, men hun undgår øjenkontakt. Hun prøver at undgå at se på mig.

- Jeg mødte en anden for et halvt år siden. Og det er seriøst. Men jeg har savnet dig som en ven og derfor ringede jeg til dig, for at du skulle komme over og få en kop te. Jeg troede vi var kommet videre" Forklarer hun, lidt efter lidt. Jeg ved ikke hvorfor, men min krop begynder at ryste indvendig. Af ren refleks, knytter jeg næverne sammen og mærker en indre vrede. Skuffelse. Sårbarhed. Det var som at få en mavepuster af hende. En kold afvisning. Jeg kan ikke få et ord indført. Tanken om at jeg, i et helt år, har ventet på at hun skulle komme tilbage til mig. Tanken om et nyt og lykkeligt forhold. Det er slut.

Jeg tager et skridt tilbage med blikket fast ned i jorden. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Jeg er jaloux på den anden fyr. Han har fået hvad jeg ville ofre alt for at få. Men der er ingen vej tilbage. Så jeg griber lydløst fat om min jakke og så forlader jeg lejligheden med et knust hjerte..