Francis og jeg sad skulder ved skulder og vuggede modvilligt i takt med togets bevægelser. Det føltes som om vi havde siddet her i flere timer, og dog var vi lige steget på i Virginia. Francis havde medbragt sin grand danois, som sad overfor hende på det modsatte sæde. Jeg stirrede på hendes hund. Som dyrlæge måtte jeg indrømme det var en af de flotteste hunde jeg havde set. Francis selv holdt figuren perfekt og sammen med sine vintagekjoler var der ikke en mand der kunne holde blikket fra hendes dybgrønne øjne, hvide glatte hud og svulmende barm der pressede til knapperne i kjolen ved hver vejrtrækning. Jeg var Francis' såkaldte veninde. Hun plagede mig om at eskortere hende tværs over landet for at møde den berømte Clark Gable. Hendes ærinde hos ham var i Francis' tilfælde forudsigeligt. Jeg sukkede højt og tændte en cigaret for at tvinge den lumre lugt i kupéen ud af mine næsebor og væk fra min koncentration. Francis og jeg mæglede ikke et ord, og det passede mig helt fint. Jeg kiggede på Francis og betragtede hvordan hendes hud glinsede. Hun kiggede ud af vinduet og pupillerne sprang i hop fra det ene til det andet træ vi passerede. Hendes skønhedsplet gjorde hendes dukkeansigt så forbandet fuldkomment. Læbernes røde nuance blev ind i mellem hevet frem igen når hun i stilhed bed tænderne over dem. Hunden sad stille med et konstant blik på Francis. Hun sad urørlig og tænkte sikkert på hvordan hun skulle forføre Clark Gable til hans omklædningsrum og hvordan alting ville udvikle sig derfra. Jeg vidste godt hvordan Francis var; hun var som en slange, der kunne sno mændene rundt om sin lillefinger og så knuse deres hjerte og efterlade dem tomhændet og ruineret i deres eget hjem. Jeg var på trods af min slanke figur slet ikke til at måle med Francis. Hun var bare det stykke mere raffineret. En konduktør åbnede skydedøren til kupéen, og Francis bestilte en kop med te med en smule likør i. Typisk. Francis tog så den nyeste udgave af The New York Times og viftede den foran ansigtet. Sommersolen stod direkte ind i kupéen nu og Francis valgte at rejse sig og gå en tur med hunden gennem toget. Konduktøren kom et minut efter Francis var gået og stillede teen foran hendes tomme plads. Jeg smilede bare venligt tilbage. Da jeg endelig var alene smuglede jeg fingrene ned i håndtasken efter den lille flaske med den selvskrevne etikette "Pentobarbital". Jeg hældte en god mængde oveni koppen, og da jeg skruede låget på igen og proppede den i tasken vidste jeg at mængden af pentobarbital var letalt. Svedperlerne samlede sig uskyldigt under min kjole. Francis kom tilbage, satte sig og tog en slurk af teen. Francis tog sig til halsen, hvorefter hun hostede blod og fråde ud munden. Francis så mig i øjnene, sagde intet og blev kvalt. Jeg kiggede mig tilfredst i lommespejlet, og ved næste stop steg jeg af med min nye grand danois.