Bussen er ikke kommet endnu. De mørkeblå øjne står i stærk kontrast til dit blonde hår, der i små totter bliver blæst ind foran dit lyse ansigt. Blæsten hiver lidt op i din hvide kjole og du klukker forlegent. Jeg står svedende med brun rygsæk, briller og bankende hjerte en meter fra dig. "Emma, vi har kendt hinanden siden folkeskolen, og..." kører rundt mit hoved. Åh, så genert. Bussen stopper ved kantstenen, og vi stiger på. Lidt tid uden ord.
"Albert, du er jo min bedste ven... og jeg må tilstå noget"
"Hvad?"
Du kyssede mig blot og steg af.