Min puls er allerede oppe på en unormal hastighed. Jeg føler jeg snapper efter vejet, selvom jeg står stille. Jeg ved, at fire mennesker grundigt holder øje med enhver bevægelse, jeg vil give mig til at foretage mig. Nervøsiteten stiger, da jeg hører starten på musikken. Jeg svinger benet bagud og fortsætter med at lave de små øvelser, indtil musikken laver en forventet lille pause. I de små millisekunder, stiller jeg mig klar til at springe. Næsen er tippet opad, brystkassen er stukket frem og inden længe, spæner jeg ned af gulvet og laver det spring, som min træner har brugt flere uger på at lære mig.

Landingen er perfekt og jeg kan fornemme min træners tilfredse og stolte smil. Men jeg kan ikke lade mig stoppe, så jeg fortsætter koreografien som jeg har gentaget inde i mit hoved, flere gange. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om jeg gør det godt nok. Det kan også være at min træner ikke er tilfreds. Men jeg kan ikke andet end at yde mit bedste.

Presset er enormt, så i et kort stund, stopper jeg op i et spring, hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Jeg aner ikke hvor jeg slog mig værst men jeg lå op gulvet, og krympede nærmest sammen. Jeg fik med det samme, for alvor vejrtrækningsproblemer. Det hele flimrer foran mig og jeg kæmper for at holde øjnene oppe. Om det bare er slaget der gør så ondt, ved jeg ikke. Jeg er bare træt og øm i hele kroppen. Ikke kun på grund af i dag, men så mange måneders hård træning, som har taget hårdt på min spinkle krop. Og nu ligger jeg her og prøver forgæves at slappe af i hele kroppen. Jeg giver op, og lukker øjnene, hvor jeg vil falde i søvn, for slippe for alle smerterne i kroppen.