Stresset til udbrændthed, bør hvile sig til fred i sjæl og krop. Klart formuleret af fortumlede tanker i evig cirkel om netop det. Chefen læner sig tilbage, smiler blidt. Hjælpen udebliver, fortrængt af ordenes iskrystaller. "Så sig dog op, så får du ro". Stemmen venlig, ledsaget af et lille smil.
Er han da blot en stump stearin, kasseret og erstattet af et helt nyt lys? Man skal brænde for at brænde ud, har hun mon fattet det, forskanset der bag skrivebordets brede værn mod virkeligheden?
Døren smækker bag ham, og bilen starter villigt. Så kan det også være lige meget.