De kendte ikke stedet. Det vil sige, at de havde hørt om det, og det var derfor de nu forsøgte at finde det. Det var ikke mennesker af store ord, der havde berettet om stedet, men det var mennesker, hvis dom, man kunne stole på, og deres øjne havde fortalt om en smuk historie.

Efterhånden som de nærmede sig, forandrede det letbakkede landskab med de store marker sig gradvist til hedeland.

De fandt en parkeringsplads og trådte ud i sollyset. Til højre for dem havde de vandet og til de tre andre sider strakte lyng og sortebær sig mellem andre småvækster. Forude blev hedelandet afløst af nåleskov.

Hun spilede næseboerne ud og trak disse velkendte dufte til sig sammen med glade minder fra barndommen. Det var de somre, hvor cykelturene til skole i ny og næ måtte afvige en smule fra ruten for at komme udenom en hugorm, der lå og solede sig på asfalten. Det var også her, man kom for sent hjem, fordi man ville samle sortebær eller fik øje på et egern, der forsvandt mellem grankogler og nåle, og som man nødvendigvis måtte forfølge.

Hun mærkede hans hånd i sin og de bevægede sig ned mod vandet mens badegæsternes glade stemmer kom dem i møde. Det rolige vandspejl blev kun forstyrret en smule af dem, der havde vovet sig ud i det kølige vand. Lidt længere ude lå en sejlbåd for anker.

Det var midt på dagen. De gik mod syd og fik solens varme stråler direkte i ansigtet. Der var mennesker af alle slags på stranden. Tykke og tynde, gamle, midaldrende, unge og børn. Boldspillende, badende, spisende, leende, sovende og læsende.

Hun insisterede på, at de skulle gå i det lavtbevoksede landskab, som lå en smule højere end stranden. Herfra kunne man se hele vejen rundt, så intet i dette sceneri gik til spilde. Køerne længere fremme, nudisterne og de løse hunde. Alt blev kærligt registreret og lagde endnu et lag til den betydning sådan landskab kan have på en sommerdag.