Vi sidder på bænken. Det har vi gjort længe nu. 25 år sidste år faktisk. Vi fejrede det dengang. Mest af alt som en joke. Men alle var der. Både Store Røde, Lars Peter, Søs og tvillingerne. Vi havde sørget fra øl fra Fakta. Jeg husker tydeligt glæden i Store Rødes øjne da han parkerede barnevognen på den sædvanlige plads og knappede krudtuglen op. Han kiggede tilfreds på øloplukkeren i sin hånd og sagde den samme joke som altid: Hvad skulle vi dog gøre uden vores trofaste samfundshjælper? Og så rakte han armen i vejret og skålede med os andre for vores femogtyvende år på lige netop dette sted. Byen bedste bænk, lige ved Fakta.
Men det havde ikke været nemme år. Der har været gode oplevelser men også en del dårlige. Der var f.eks dengang hvor Gamle fik sat ild til spritten og halvdelen af buskene pludselig stod i flammer. Så kom de sgu. Panserne, brandbiler og hele svineriet. Der var brandslange og ambulance blink. Jaja. Det var også den dag vi mistede Gry. Hun havde leget nær flammerne og ingen af os havde opdaget noget i kaosset. Den stakkels lille pige brændte ihjel. Og Cathrine, hendes mor, blev taget med i tjenestevognen. Et frygteligt roderi den dag var. Hun blev heller aldrig den samme siden. Faktisk døde hun af sorg for et par år siden. Trist historie.
Hvordan endte vi på bænken til at starte med? Lang forklaring kort.. Vi gik på gymnasiet sammen, han og jeg. Vi var ungdomsvenner. Samme folkeskole, samme gymnasium og senere samme arbejdsplads. Regnskab. Men midt i mellem lange arbejdsdage, urimelige arbejdstider og opgaver der steg med recordniveau, så kiggede vi pludselig på hinanden og besluttede, at det gad vi fanme ik det pis. Så vi sagde vores jobs op, gik ned i Fakta, købte en øl hver og satte os hen på bænken.
Og her har vi siddet lige siden.
Bevares, folk er kommet og folk er gået. Men Nikolaj og jeg, vi består.