Sidste del

Opgavebeskrivelse

Øvelsen går ud på at skrive sidste del af en kort historie, som er opdelt i to skriveøvelser (se "Første del"). Dette er anden og sidste del. Hvis du endnu ikke har besvaret første del, bedes du gøre dette før du besvarer denne skriveøvelse. Du skal lægge vægt på at få opdelt historien et oplagt sted i handlingens forløb. Læs endvidere opgavebeskrivelsen til "Første del".

Flyver, flyver i mørke, mørket er blødt.
Jeg hører stemmer, skrig, nogen kalder.
Åbner forsigtigt øjnene, du er sløret i kanten af synsfeltet.
Jeg vil tale, men.
I stedet mærker jeg vådt på mine kinder, der løber ned i mundvigen med en salt smag. Tungen skvulper rundt i det salte og våde, som ingen ende vil tage
Du siger, lægen har sagt, jeg måske aldrig får mit sprog igen.
Du siger, du er ligeglad med det.
Du vil være hos mig.

Jeg er vred, rasende. Hvordan kan du sige, du er ligeglad.
Forstår du ikke, hvor vigtigt det er?
Det er VORES KANAL - VORES KONTAKT..
Jeg ryster så kraftigt på hovedet, og min krop spænder så hårdt, at du må tilkalde hjælp.
Så,kan jeg få noget beroligende.

Da jeg vågner, er du væk.
Dynen er tung over min krop. Kan ikke flytte den.
Et apparat af en slags, siger lyde, noget væske løber gennem en slange.
Hvor er du? Jeg skriger, skratter, falder hen i døs.
Vågner ved, et par hænder retter dynen
Spørger mig: "Vil du drikke? . Jeg hedder Jane",

Hedder jeg Jane? Nej? Jeg hedder jo -
Hun presser glasset mod min mund.
Åh, godt at drikke!
Jeg forsøger at smile, mine læber krænger.
"Du er tørstig. Er det godt?", hun smiler også med øjnene.
Øjnene, jeg sender besked tilbage med øjnene - øjnene. Jeg ser. Hun ser ikke tilbage.
"Vil du sidde lidt?", siger hun.
Hun arbejder med sengen. Min krop kommer i ny stilling.
Sidde. Er det her???
Hun er gået.
Øjnene. Jeg vil sende besked, men hun er væk - Hvorhen??

De viser mig billeder af, krøllede ting på vejen, mange billeder.
De fortæller mig det hele.
De siger, jeg skal blive ved med, at se billederne.
For til sidst kan jeg måske huske noget, og det vil hjælpe mig.
Jeg træner hver dag.
Mine arme, den ene vil ikke. Hjernen kan ikke nå den.
Den anden kan mange ting.
Rette håret, flytte dynen, føre mad til munden, trykke på knappen til skærmen, vinke..

Du smiler til mig.
Øjnene ser i hinanden.
Dejligt, jeg klemmer din hånd med min.
"Har du set billeder?", siger du.
Mit hoved nikker, øjnene græder.
Jeg vil tale. Jeg former munden i en kraftanstrengelse: ".......u -us .....u-u-s", lyden er der næsten.
Jeg prøver igen, mens jeg klemmer din hånd hårdt..
"Buh -u-us", siger jeg, så siger jeg det en gang til: "Bu-u-s".,
Du ser glad ud: "Du sagde bus, du sagde bus".
Du ringer på klokken,
"Hun sagde bus, hun sagde bus", råber du højt.

Fra den dag kommer ordene, som perler på en snor, de hjælper mig videre.
JEG KAN TALE - JEG KAN TALE.

Skriv kommentar

Besvarelsen Nye veje 2 er publiceret 13/12-2012 09:35 af Ulla Hexibru (heksemutter) under skriveøvelsen Sidste del.
Version 1 - 13/12-2012 09:35
Besvarelsen er på 448 ord og lix-tallet er 16.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

6 år siden
#1 Pia Hansen
Hej igen.

Åh heldigvis ender det godt. I hvert fald med et håb.
Velfortalt historie.
Var den længere ville det være interessant at vide, hvad der egentlig skete - men godt valg af det vigtigste, når nu der er et ordloft.

Vh. Pia H
6 år siden