Bag efter havde flere vidner givet til kende, at de havde set den formodede attentatmand med geværet stukket ud ad vinduet og pegende mod præsident Niro. Det var helt i overensstemmelse med den bedste gangsterfilm. En stumpnæset tegner sad i retslokalet, kløede sig i håret og strøg sig over hagen, før han med iver bøjede sig ned over papiret. Ind imellem glanede han ud i lokalet som om han havde hukommelsestab og derpå pludselig kom i tanke om, hvad det var for en personlighed, han ønskede at tegne. Men sådan er de kunstnere vel tænkte Sofie.

Hun havde lige før retsmødet været på strøgtur med sin veninde og havde købt et par røde sko. De var død smarte, om end lige vel høje i forhold til, hvad hun plejede at gå i. Bare hun ikke kom til at vrikke som en and i dem, tænkte hun. Sådan havde hun set Betinna gå, engang hun vraltede afsted i tårnhøje stilletter. Der undslap hende et lille fnis. Sidemanden, som var en dame, så bebrejdende på hende. Hun måtte være en sidedame. Sådan én lignede hun. I hvert fald var der intet at fnise ad. Den formodede gerningsmand, som dommeren præsenterede som talekonsulent Leo Gerner Hansen stod netop højtideligt og lovede at sige sandheden og kun sandheden. Fniseri var upassende her. Og der var da ved gud intet skæg ved at skulle stå og sige sandheden. Det kan enhver vel regne ud.

Hun kedede sig. Det var første gang, hun havde set en retssal indefra. De andre nævninge så kløgtige og interesserede ud. Fint at hun var blevet udvalgt til den for nationen gode bestilling at være nævning. Hun var en god og samfundsnyttig ikke kriminel borger. Men hvordan skulle hun kunne votere sammen med de andre på ærlig vis? Hun havde forkerte følelser. Syntes at den anklagede var en yderst charmerende og sympatisk person. Det ville være en skam, hvis han blev dømt skyldig. Hellere skulle man dømme præsidenten for alle hans ugerninger? Uha - det var landsforræderiske tanker. Aller helst ville hun kravle ned i sine nye røde sko. Med fødderne vel at mærke.

Anklager og forsvar talte til folk i vidneskranken som om, det var deres formål at få vidnerne til at dumme sig, hvilket også ofte kronedes med held.
Alt var dog ikke kedeligt og elendigt, for under et strengt blik fra sidedamen lykkedes det Sofie med minimal raslen af plasticpose, synes hun selv, at få de røde sko på, så de kunne afprøves i pausen.